Forældre, der er gået fra hinanden og strides om de fælles børn, skal vente op til 18 uger på at komme til ind til det første møde i Familieretshuset, som står for at mægle og træffe afgørelser, når forældre er uenige om barnets bopæl, samvær eller forældremyndighed.
I loven står der, at mødeindkaldelse skal finde sted så vidt muligt inden for 10 hverdage.
Familieretshuset oplyser ifølge Jyllands-Posten, at forældre skal vente fem til seks uger på en mødeindkaldelse og dernæst 10-12 uger på selve mødet.
Dermed er ventetiden steget yderligere fire uger siden i sommers, hvor social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) udtalte, at hun ville sætte flere kræfter ind for at nedbringe ventetiden.
Minister: – Det er alvorligt
Familieretshuset åbnede i april i år og afløste den tidligere statsforvaltning. Formålet var blandt andet at komme de daværende sagsbehandlingstider til livs. Desuden var ønsket, at barnet nu skulle i centrum.
Astrid Krag erkender i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at situationen ikke er god.
– Det er alvorligt, at familier, der står i en svær situation, skal mødes med så lange ventetider. Desværre kigger vi – trods en ihærdig indsats og flere penge – ind i, at det bliver værre, før det bliver bedre igen, skriver hun.
Astrid Krag igangsatte i juni tiltag for at mindske ventetiden. Regeringen har øremærket 117 millioner kroner på næste års finanslov til at ansætte flere sagsbehandlere. Hun vil desuden have en analyse af systemet.
– Det må dog desværre forventes, at ventetiden fortsat vil stige i 2020, skriver hun til Jyllands-Posten.
/ritzau/