Forbered dig på en lang epidemi – topper først efter påske

Danske skolebørn skal ikke sætte næsen op efter at se kammeraterne i klasselokalet mandag 30. marts. Ældre og svagelige medborgere kommer næppe til at se børnebørnene foreløbig, og det nedlukkede danske samfund vil efter al sandsynlighed ikke åbne sig foreløbig.

Det vurderer Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen over for Politiken lørdag.

– Ud fra epidemiteori kan vi ikke forvente, at det er overstået på et par uger. Det kan vi ikke, siger han og understreger, at det selvfølgelig er en politisk beslutning, hvor længe skoler skal holde lukket, og hvornår besøgsforbud på plejehjem skal ophæves.

For første gang sætter Sundhedsstyrelsen nu præcis dato på, hvornår epidemien startede i Danmark: 10. marts, da de første tilfælde af “samfundssmitte” og “smittespredning i Danmark” ifølge Søren Brostrøm blev konstateret:

– Derfor går vi ind i uge tre, og vi kan dag for dag og uge for uge se, at vi får flere bekræftede smittede og gradvis stigning i antal så syge, at de må på sygehus og på intensiv. Det er en klassisk epidemiudvikling, der tyder på øget smittespredning og sygdom i samfundet, siger han.

Søren Brostrøm fortæller, at ud fra epidemiteori og viden fra influenzapandemier varer et udbrud typisk 12-14 uger.

– Bliver vi i epidemiteorien, vil de to uger efter påsken være der, hvor epidemien burde toppe. Det er stadig for tidligt at sige, om det bliver det, vi ser, men i løbet af de kommende uger vi kunne sige mere, siger Søren Brostrøm.

I Kommunernes Landsforening tror direktør Kristian Wendelboe ikke, at det er realistisk, at ungerne kommer i skole om godt en uges tid.

– Jeg tror, det er klogt at indstille sig på, at lukninger af skoler og besøgsforbud vil vare længere tid. Vi forbereder os på, at vi i hvert fald skal over på den anden side af påske. Man må FaceTime med sine ældre, siger Wendelboe.

Forfatter

Related posts

Top