Foredrag om ubådskrigen i 1940

I april og maj 1940 udspandt der sig i dansk farvand en indædt kamp om søforbindelsen mellem Tyskland og Norge oven på den tyske besættelse af Danmark og Norge 9. april. Det var en kamp, der fra britisk side involverede knap 20 ubåde, og kampen kostede Tyskland ca. 20 sænkede skibe og ca. 1000 døde soldater og søfolk.

For et par år siden udgav besættelsestidshistoriker Jens Andersen, museumsinspektør på Bunkermuseum Hanstholm og dermed Museum Thy, bogen ”Ubådskrig i Kattegat – HMS Seal erobret af tyskerne i 1940”, hvori man følger den britiske ubåd ”Seal”, der havarerede på en tysk minespærring ud for Skagen og siden blev erobret ud for den svenske kyst i et forsøg på at undslippe forfølgerne.

I bogen gennemgås hele ”Seal”s skæbne fra bygningen, til den blev genindsat i krigen – nu under tysk flag, hvilket var en unik hændelse under Anden Verdenskrig.

Om dette forløb holder Jens Andersen foredrag tirsdag aften 26. oktober kl. 19.30 i Museum Thy’s mødelokaler, Jernbanegade 6, Thisted.

I foredraget fortæller Jens Andersen den dramatiske historie om ”Seal” dramatiske togt ind i fjendtligt farvand.

Forfatter
Tags

Related posts

Top