Forpagter-par har købt Fur Camping

Fur Udviklingsselskab ApS har solgt Fur Camping til Brian og Betina Bugge Sørensen, der har været forpagtere af campingpladsen siden 2010.

Fur Camping eller Råkilde Camping som den tidligere hed, blev oprettet af Åse og Anders Andersen i 1963 på et husmandsted. De drev pladsen med stor succes indtil midten af 1970-erne, hvor pladsen blev sat til salg. Det rygtedes og eftersom campingpladsen var blevet en vigtig del af øens turistliv, så frygtedes det, at den skulle blive solgt til en privat, der blot ville lukke den og bruge den som sommerbolig.

Derfor endte det med at Staten med kommunens mellemkomst i 1976 købte pladsen. Det skete for at “sikre almene rekreative interesser og bevaring af et stykke særpræget natur.”

Med statens overtagelse var campingpladsen reddet, men den kom samtidig ind i en turbulent periode med skiftende forpagtere, hvoraf nogle kun blev der kort tid.

Fur Udviklingsselskab ApS var blevet stiftet i begyndelsen af 1990erne med det formål, ”at fremme erhvervs- og turistudviklingen på Fur ved igangsætning og koordinering af erhvervs- og turistprojekter og andre tiltag, der fremmer udviklingen på Fur.”

På et borgermøde den i 1996 blev det besluttet, at Fur Udviklingsselskab ApS skulle forpagte campingpladsen af Staten for en 20-årig periode. Forpagtningen af campingpladsen krævede mange kræfter og der blev derfor ikke plads til andre aktiviteter i Udviklingsselskabet.

I 2006 købte Udviklingsselskabet derfor campingpladsen af staten, og i 2010 begyndte en større renovering af bygningerne og etableringen af en forpagterbolig. Det skete samtidig med at Brian og Betina blev ansat som forpagtere og pladsen omdøbt til Fur Camping.

Da Fur Udviklingsselskab ApS blev etableret skete det gennem tegning af anparter og mange mødte op til den årlige generalforsamling. Men i de senere år har interessen været stærk aftagende, ligesom det har været vanskeligt at finde folk, der var villig til at lade sig opstille til bestyrelsesvalg.

– På den baggrund kom bestyrelsen til den konklusion, at den bedste måde at sikre, at Fur fortsat har en Campingplads, var at sælge den til Brian og Betina. De har gennem 10 år har bevist, at de kan drive pladsen til alles tilfredshed. Fur Udviklingsselskab ønsker dem held og lykke med Fur Camping, lyder det fra Knud Peder Jensen, Formand for Fur Udviklingsselskab ApS.

Forfatter

Related posts

Top