Forsamlingsforbud forhindrer juletræstænding

Selvom den traditionelle juletræstænding i år er aflyst flere steder på grund af forsamlingsforbuddet, bliver der alligevel skruet op for julehyggen i Thy de kommende uger.

– Alle handelsbyerne ligger sig i selen og vil skabe den skønne og afslappede julestemning, Thy er så kendt for. I Thisted får den endda en tand ekstra, lover handelschef Michael Vendelbo med henvisning til, at Thisted er blevet udpeget som Årets Juleby.

Derfor er der i år blevet gjort en ekstra indsats i forhold til fælles indkøb af juleudsmykning til butikkerne, og det er blevet en stor succes.

– Der har været opbakning hele vejen rundt, fortæller Michael Vendelbo.

Han håber på, at de mange tiltag vil være med til, at thyboerne handler lokalt, når der skal handles julegaver.

– Skal vi have levende byer med levende butikker, er det helt afgørende, at årets julehandel lægges lokalt og ikke på nettet, fastslår han.

Michael Vendelbo oplyser i øvrigt, at selvom der ikke bliver gjort et stort nummer ud af det, vil der selvfølgelig også i år blive opstillet et juletræ på Store Torv:

-Det er selve eventdelen, der aflyses.

Også i Nykøbing er den store festivitas, hvor borgmesteren i samarbejde med julemanden plejer at tænde byens juletræ aflyst.

Arkivfoto

Forfatter

Related posts

Top