Forsikring dækker ikke omfattende hærværk

Det er muligt, at en eller flere gerningsmænd kortvarigt havde stor fornøjelse af at udøve hærværk på Glyngøre Vandpark. Men faktum er, at de kan have ødelagt sommeren for rigtige mange af de besøgende i Glyngøre.

Glyngøre Vandpark, der består af 15 oppustelig elementer, er Skandinaviens største af sin slags og havde sidste år besøg af omkring 15.000 personer.

Vandparken stod klar på land forud for weekendens søsætning – men det bliver ikke til noget.

– Den er skåret op, og snittet i stykker, skriver bestyrelsen for foreningen Saltvandsklubben, der ejer og driver Glyngøre Vandpark i et opslag på facebook.

Skaderne er så omfattende, at Lotte Bodilsen fra bestyrelsen ikke tror, at skaderne kan repareres. For at gøre ondt værre er vandparken heller ikke forsikret:

– Der er ikke et forsikringsselskab der vil forsikre den. Vi har en ansvarsforsikring, men den kan jo ikke bruges i dette tilfælde, fortæller Lotte Bodilsen.

Der har tidligere været stor opbakning at hente blandt vandparkens brugere. Således blev der i løbet af få timer indsamlet 30.000 kroner til reparationer, da halvdelen af parken sidste sommer i starten af juli blev ødelagt af et kraftigt blæsevejr. Lotte Bodilsen, der beretter om en hektisk morgen med henvendelse fra mange journalister, har endnu ikke et overblik over hvordan der skaffes en ny portion penge:

– Men det vil jeg arbejde på, når jeg har ”betjent” alle journalisterne, fortæller hun.

Hærværket menes at være sket onsdag morgen eller formiddag.

– Alle elementer på nær ét var flænset op med en kniv. Det er ikke bare narrestreger, for det var meget systematisk. Der er skåret gennem fire lag, og nogle steder er flængerne over en meter lange, tilføjer Lotte Bodilsen over for TV Midtvest.

LÆS OGSÅ:

Vandpark ødelagt af hærværk

 

Forfatter

Related posts

Top