Medlemmerne af det nordjyske regionsråd er ved at lægge budgettet for næste år. Og på dagsordenen er blandt andet en ny akutlægebil med base i Thisted. Det skriver Nordjyske.
Men først og fremmest skal der findes 4,4 millioner kroner til etableringsomkostninger det første år. Herefter vil udgifterne ligge på omkring 4 millioner kroner om året.
Dernæst skal der findes personale til at bemande akutlægebilen.
Ifølge en analyse fra sidste efterår af den præhospitale indsats udført af regionen selv, giver akutlægebilerne i Hjørring og Aalborg ikke en nævneværdig dækning af hverken Thisted eller Morsø Kommune.
Og selv om lægehelikopterne tager sig af en del af de opgaver en akutlægebil kunne udføre, vil en akutlægebil med base i Thisted uden tvivl øge trygheden blandt thy- og morsingboer.