Vejdirektoratet gennemfører altid en lang række forskellige forundersøgelser af området, hvor der er planlagt en ny vej. Det er både i linjeføringen af den nye forbindelse, de skærende veje, regnvandsbassiner, mulige forurenede områder og eventuelle råstofområder. Det gælder naturligvis også i forbindelse med den kommende 3. Limfjordsforbindelse.
”Vi laver forskellige forundersøgelser i området for at opnå så præcis viden som muligt om den undergrund, vi skal bygge forbindelsen på. Den viden bruger vi efterfølgende til at projektere den rigtige løsning både af vej, broer og tunnel. Den viden vi får, skal også være med til at minimere ”overraskelser” for entreprenøren, den dag de faktisk går i jorden,” siger Per Seidelin, projektchef i Vejdirektoratet.
I første omgang gennemfører Vejdirektoratet geofysiske forundersøgelser, som er en kortlægning af blandt andet forskelle i geologi og identifikation af områder med risiko for mosejord (blødbund). Undersøgelserne bruges af de projekterende ingeniører til at planlægge placeringen af de kommende geotekniske boringer, så optimalt som muligt.
De indledende undersøgelser bliver gennemført i 4. kvartal 2024 og 1. – 2. kvartal 2025.
”Vi kontakter alle de grundejere, der bliver berørt. Der vil ikke blive foretaget geofysisk kortlægning i private haver, ligesom der ikke vil blive fældet bevoksning forud for undersøgelserne. Generelt gør vi meget for at genere mindst muligt, og på marker tilstræber vi fx at anvende eksisterende sprøjtespor,” siger Per Seidelin.
I løbet af november og fire uger frem vil der ligeledes blive gennemført miljøundersøgelser, hvor jordbunden bliver undersøgt for forurenende stoffer. Der udgraves søgerender med en rendegraver på tværs af motorvejslinjen. Jordprøverne bliver efterfølgende analyseret for forurenende stoffer på et laboratorium. På nuværende tidspunkt er det to matrikler, som bliver berørt af miljøundersøgelsen. I alt påtænker Vejdirektoratet at gennemføre undersøgelserne på i alt 50 matrikler.
Senere skal der også gennemføres geotekniske- og arkæologiske undersøgelser, sidstnævnte for at sikre eventuelle fortidsminder i området.
Fakta om geofysiske undersøgelser
Hvordan foregår undersøgelserne?
I forbindelse med de geofysiske forundersøgelser gør Vejdirektoratet brug af to forsøgsmetoder:
Ved den første metode anvendes et instrument kaldet GCM (Ground Conductivity Meter) af typen DualEM. Instrumentet virker ved magnetisk induktion og måler jordlagenes tilsyneladende elektriske ledningsevne ned til cirka 6-8 meter under terræn. Der måles, mens instrumentet trækkes hen over jordoverfladen. Metoden er ”ikke-destruktiv” og hurtig. Typisk trækkes instrumentet af en ATV. Geofysikeren foretager sine undersøgelser i kortlægningsarealerne i linjer med op til cirka 5-25 meters afstand, afhængig af anvendelsen.
Ved den anden metode anvendes Multi Elektrode Profilering (MEP, internationalt benævnt ERT). Ved denne metode anbringes en række mindre spyd på en linje i jorden med en indbyrdes afstand på cirka 5 m. Herved kan jordlagenes elektriske ledningsevne måles direkte i en dybde af 15-25 meter under terræn. Måleinstrumenterne udlægges primært til fods, og udstyret flyttes med trillebør/mindre vogn, hvorfor denne metode også er ”ikke-destruktiv”. Geofysikeren foretager MEP i 1-3 linjer i vejprojektets længderetning.
Hvad bliver resultatet?
Der bliver skabt et kort, hvoraf man kan aflæse de forskellige jordbundsforhold.
Kilde og foto : Vejdirektoratet