Et stort babyboom, som var forventet frem mod 2025, er fuldkommen udeblevet. Det fastslår en af landets førende forskere på området, skriver Politiken.
Presset på landets fødegange eksploderede i midten af det forgangne årti. Fødselstallet var i 2013 nået ned på det laveste niveau siden 1986, men pludselig blev der igen født markant flere babyer.
Jordemødre segnede under stort arbejdspres, og Christiansborg hørte det desperate nødråb og øremærkede 50 millioner kroner til de mange flere fødsler.
En prognose spåede, at et regulært babyboom ville finde sted i årene frem til 2025, men den prognose har vist sig ikke at holde stik.
I 2016 kom 61.614 babyer til verden, men siden har tendensen været let faldende. Prognosen forudsagde, at der i 2019 skulle være kommet op over 64.400 børn.
Men Danmarks Statistik har netop offentliggjort de faktiske tal for 2019, og det er markant lavere: 61.167.
/ritzau/