Fotograf Torben Hedegaard fra Bedsted modtog for nogle uger siden en uventet regning fra Naturstyrelsen, efter han havde været ude at tage billeder i hvad styrelsen mener er en erhvervsmæssig sammenhæng, ved Lodbjerg Fyr.
Regningen lød på 500 kroner. Men fotografen fra Thy nægter at betale.
Torben Hedegaard arbejder som freelance-fotograf for et bureau, der udsender billeder til de danske medier, og har desuden sin egen webshop, hvorfra han sælger sine billeder. Når billederne, som er taget på Naturstyrelsens arealer sælges videre via webshoppen, skal der betales et gebyr til Naturstyrelsen jf. de nuværende regler.
Foruden at skulle betale for at tage billeder kræves der i erhvervsmæssige sammenhænge en tilladelse fra Naturstyrelsen, hvis man ønsker at tage billeder på de arealer, som styrelsen administrerer.
Og selvom reglerne er klare, så er de ikke nemme at finde lyder det fra Torben Hedegaard:
– Det er jo ikke det første man ser når man går på Naturstyrelsens hjemmeside. Du finder det på en underside. Måske skulle der skiltes med det på samtlige Naturstyrelsens offentlige arealer.
Nu erkender Naturstyrelsen over for Journalisten, at reglerne vil blive revideret:
– Naturstyrelsen medgiver, at det kan være vanskeligt for den enkelte at vurdere, om en konkret brug er erhvervsmæssig, eller om den i øvrigt af andre grunde er fritaget for betaling. Derfor har Naturstyrelsen nu igangsat et arbejde med henblik på at revidere de takstmæssige rammer for den erhvervsmæssige brug af styrelsens arealer, skriver Naturstyrelsen i et skriftligt svar til mediet
Det ændrer ikke på, at Torben Hedegaards regning skal betales. Derudover skal der betales yderligere et gebyr, hvis han ønsker at tage billeder i Nationalpark Thy, som efterfølgende sælges.
Foto: Thyphoto