’Fra bybo til thybo’-projekt kører derudaf

Et nyt hold ’Fra bybo til thybo’-praktikanter er netop flyttet ind i fælleshuset på Plantagevej i Thisted og er startet hos deres praktikvirksomheder.

De er det femte hold praktikanter i projektet, som siden 2018 har givet 16 studerende, fra henholdsvis Aalborg, Aarhus og København, praktikpladser i Thy. Udover praktikplads får de studerende gratis bolig, bil og sociale aktiviteter.

Det er Thy Erhvervsforum, som står bag projektet, der har til formål at tiltrække mere kvalificeret arbejdskraft til Thy.

– Vi kan mærke, at flere og flere virksomheder er interesserede i at få en praktikant gennem ’Fra bybo til thybo’. Praktikanterne bidrager med et anderledes syn på tingene og kan løse opgaver, som virksomhederne ikke selv får løst i en travl hverdag. Derudover står vi for alt det praktiske med praktikanterne. Det har vist sig at være populært hos virksomhederne, siger projektkonsulent Mille Hundahl fra Thy Erhvervsforum.

På jagt efter praktikvirksomheder til foråret
Allerede nu er Thy Erhvervsforum ved at finde virksomheder, som til foråret kunne tænke sig en praktikant.

Når virksomhederne går ind i projektet om at få en ’Fra bybo til Thybo’-praktikant, hjælper Thy Erhvervsforum med alt det praktiske f.eks. i forbindelse med at rekruttere den rette praktikant. Derudover sørger de for bolig, bil og ikke mindst aktiviteter for praktikanterne i Thy, når de er her.

– Det er vigtigt, at praktikanterne får hele oplevelsen af at bo og arbejde i Thy. Derfor arrangerer vi løbende aktiviteter for praktikanterne, så de kan komme ud og opleve alt det dejlige ved Thy. Praktikanterne bliver jo ambassadører for Thy, når de vender tilbage til deres uddannelsessted. Derfor skal de have en masse gode budskaber med sig, om det at bo og arbejde i Thy, som de kan dele ud til deres medstuderende, siger Mille Hundahl.

Med projektet håber Thy Erhvervsforum, at praktikanterne får et så godt øje til at bo og arbejde i Thy, at de får lyst til at vende tilbage til Thy efter studierne eller påvirker deres medstuderende til at gøre det.

Bolig, bil og aktiviteter til praktikanterne er sponsoreret af Thisted Kommune, Thy Erhvervsforum og virksomhederne selv, som betaler 20.000 kr. for at være med i projektet.

Foto: Thy Erhvervsforum

Forfatter

Related posts

Top