Fra Skjern til Varnæs

Søndag den 12. september kl. 14.00 åbner sæsonen i Morsø Teaterkreds med forestillingen ”Fra Skjern til Varnæs” med Nicolaj Cornelius som eneste medvirkende.

Der bliver tale om en festlig forestilling, hvor publikum oplever Matador på en anden måde end vi er vant til. Nicolaj Cornelius fortæller historier og anekdoter samt synger ene del af de sange, der hører serien og tiden til.

Kort sagt: En musikalsk fortælling om hele Danmarks TV-serie.

Med en malerisk fortælling og en levende beskrivelse af TV-seriens elskede karakterer, rejser Nicolaj Cornelius fra familie til familie i Korsbæk og fortæller små, morsomme anekdoter fra filmoptagelserne, den endelige serie og om sine møder med nogle af de skuespillere, der medvirkede.

Forestillingen tager dog hele tiden sit udgangspunkt i den musik, der benyttes i TV-serien, da disse sange og melodier er meget betydningsfulde for historien og stemningstilstanden.

Musikken er usynlig og synlig på samme tid og altid meget nøje udvalgt til de enkelte scener.

Formanden for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen, oplyser, at billetter til denne herlige forestilling, der varer 2 timer inklusive pause, kan købes via hjemmesiden www.morsoeteaterkreds.dk eller ved indgangen.

Forfatter

Related posts

Top