Thy Rock 2023 blev den største succes nogensinde, hvor en udsolgt Dyrskueplads i Thisted, endnu en gang dannede rammerne om Nordvestjyllands største musikfest. Fredag eftermiddag lyder startskuddet til billetsalget til Thy Rock 2024 og det markeres med Thy Rock Cafe i både Thisted og Hurup.
– Det er en af årets største dage i Thy Rock når vi, i samarbejde med vores trofaste sponsor Sparekassen Thy, traditionen tro slår dørene op for Thy Rock Cafe i afdelingerne på Store Torv i Thisted samt i Hurup, siger Hans Peter Jarl Madsen, formand for Thy Rock.
Første navne offentliggjort
Musikprogrammet til Thy Rock byder i år blandt andre på superstjernerne Tobias Rahim, Rasmus Seebach, Benjamin Hav & Familien og lokale Jonah Blacksmith.
– Det er tre af landets absolut største artister, som i den grad samler vores publikum på tværs af generationerne. De kan skabe den kæmpe fest, Thy Rock skal være for deltagerne. Et sted hvor man kan parkere dagligdagen og bare have nogle fantastiske dage med venner og familie, påpeger Hans Peter Jarl Madsen.
Han har også sikret et gensyn til festkongerne fra INFERNAL, et af landets kvindelige musikikoner, Lis Sørensen & Band til Thy Rock, hvor man også kan opleve de lokale dansktopkonger, KANDIS, der væltede SMUKFEST 2023.
– Vi afslører endnu flere navne i forbindelse med Thy Rock Cafe, hvor HASKE HUBBI spiller op i Thisted og Broholm & Bunk i Hurup, fortæller Hans Peter Jarl Madsen, der i øvrigt fortæller at Thy Rock byder på en gratis forfriskning i forbindelse med Thy Rock Cafeen.
Penge at spare
Thy Rock Cafe trækker traditionelt flere hundrede deltager, der køber deres billetter til Thy Rock på netop denne dag.
– Billetprisen er 775 kroner inklusive gebyr og køber man billet på til caféen sparer man 175 kroner i form af en kontant besparelse på 100 kroner, en værdikupon til pladsen til en værdi af 50 kroner samt billetsalgsgebyret på 25 kroner. Så der er gode penge at spare, og det ved vores publikum også godt. Det er også baggrunden for, at rigtigt mange køber billet på denne dag. Herudover forventer vi, at der kommer ekstra tryk på, da Thy Rock var udsolgt sidste år og at mange derfor vil sikre sig billet, påpeger Hans Peter Jarl Madsen.
Thy Rock Cafe foregår fredag den 3. november 2023 kl. 16.00-18.00 i Sparekassen Thy på Store Tov i Thisted samt i Hurup. Billetpriserne stiger fredag den 3. november 2023 fra efter kl. 18.00 til 875 kroner per billet + gebyr.
Foto: Pressefoto Thy Rock