Den årlige fremskrivning af børnetallet, udført af Danmarks Statistik, viser, at der frem mod 2030 vil være 45.000 flere børn i alderen 0-5 år.
Det betyder, at den pædagogmangel, der allerede er en realitet kun vil blive større, hvis ikke der gøres noget nu, sådan lyder bekymringen fra BUPL.
– Pædagoger hænger i forvejen ikke på træerne, og med de stigende børnetal er pædagogmanglen på vej fra slem til katastrofal. Det kan man som ansvarlig politiker ikke sidde overhørig længere, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.
BUPL ser derfor gerne, at pædagoguddannelsen gøres mere attraktiv, men også, at der kommer fokus på løn og faglig fordybelse for allerede uddannede pædagoger, så færre forlader faget.
På pædagoguddannelsen ved UCN i Thisted var der sidste år 64 pladser, og alle ansøgere blev optaget.
– Der kommer nu til at være 10 ekstra pladser på uddannelsen i Thisted, fortæller Dora Ingeborg Leegaard, der er uddannelsesleder ved UCN.
Dora Ingeborg Leegaard siger desuden, at man fra institutionens side fortsat vil gøre meget for at rekruttere nye studerende samt sikre et godt studiemiljø.