Frivillige tænder lys i øjnene på plejecentrenes beboere i Morsø Kommune

MORSØ : Lys og pynt på et juletræ, hjælpe til julefrokosten eller en god snak om gamle dage uden afbrydelser. Sådan kan en tjans se ud, når man er frivillig på et af øens plejecentre – i hvert fald i december. 

Vi mødte fire frivillige, der alle er pensionister og stråler alle af glæde, når de skal sætte ord på, hvad de får ud af at give noget af deres tid til beboerne på et plejecenter – og de understreger, at alle er velkomne som frivillig, man behøver ikke være pensionist. 

– Vores løn er glæden ved samværet med beboerne, personalet og de andre frivillige. Det er så givende, når du for eksempel har oplevet en beboer være trist, når man kommer, og når man så går derfra, så er lyset i beboerens øjne tændt, fortæller Birthe Jensen, som også står for lidt let gymnastik med nogle af beboerne om torsdagen.

Ejvind Turbo på cyklen. Foto Morsø Kommune

Ejvind Furbo har valgt at være med på cykelholdet, som tramper i pedalerne, så beboerne kan komme ud at se steder på cyklen med plads til to – for eksempel den flotte julepynt i gågaden i december eller de mange mennesker under Kulturmødet Mors.

–  Når de har været ude at cykle med os, og de så roser turen, når vi kommer ind igen, så giver det jo også en god dag for mig. Jeg vil faktisk sige, at når vi kan se, at vi har været med til at give beboerne en god dag, så har vi også en god dag, siger Ejvind Furbo.

Han nævner også, at selv meget stille beboere kan live op og blive meget snaksaglige, når først de kommer med på cyklen, og de kører rundt på steder, hvor de har en masse minder fra. 
En anden positiv ting er også det nye netværk, som de frivillige har fået med hinanden.

Birthe Kokholm og Else Marie Snedker. Foto: Morsø Kommune

Vælger selv hvad og hvornår
De fire frivillige understreger også, at de ikke er der for at udføre nogle af personalets opgaver. Man bestemmer selv, hvad man vil bidrage med, hvornår det passer, og hvor meget tid, man har at give af. De frivillige er et supplement til hverdagen, som kommer på besøg for at gøre hverdagen lidt sjovere for beboerne og give en hånd med ved ekstra aktiviteter.

Det gør Birthe Kokholm og Else Marie Snedker også denne decemberdag, hvor vi møder dem, mens de hjælper til omkring et af årets helt store begivenheder på plejecentret – nemlig julefrokosten. Her hjælper de med at skænke øl, sodavand eller en snaps op, mens de kommer med en frisk bemærkning, et stort smil og en venlig hånd på skulderen af beboerne.

Det er tydeligt, at både de og beboerne nyder øjeblikket sammen. Personalet sætter tydeligvis også pris på det ekstra overskud fra de to frivillige, som også hurtigt melder sig til at varme tarteletter og skærer rugbrødet over i halve skiver.

– Det handler om glæden ved at glæde andre, og jeg kan slet ikke undvære det her. Jeg er ikke frivillig hver uge, men når der er gået lidt tid, så håber jeg, at der bliver ringet efter mig om at hjælpe med noget, fortæller Birthe Kokholm.

Else Marie Snedker er helt enig og supplerer:

– Det her er jo så fint, for der er ikke nogen af os frivillige, som er tvunget til noget. Man kan hjælpe der, hvor man har noget at give, og det behøver ikke være fast. Det vigtigste for min del er faktisk bare at være sammen med de ældre, siger Else Marie Snedker.

Alle fire frivillige roser også plejecentrenes personale for at være utroligt søde, dygtige og hjælpsomme.

– Hvis man har spørgsmål, er personalet søde til at fortælle, hvordan man kan gøre. Man er aldrig bange for eller ked af for at gå hen og spørge nogen, siger Birthe Kokholm.

Else Marie Snedker slutter dagens snak med denne opfordring:

–  Der er brug for én på plejecentrene, så hvis man har tid til overs, noget at give af og gerne vil ud og have noget socialt oven i, så skal man bare melde sig som frivillig. Jeg har i hvert fald ikke fortrudt, og man kan jo bare prøve, om det er noget for en.

Forfatter
Top