Frivilligfesten er klar med programmet og åbner for billetsalget 4. februar

Så er det igen tid til at hylde frivilligheden i landets mest frivillige kommune. Billetter kan købes fra den 4. februar kl. 17. Festen foregår denne gang i Arenaen og byder blandt andet på mad fra Bistro NO1, komik fra Jonas Mogensen og prisuddeling med tv-værten Morten Ankerdal som konferencier.

Den 28. marts vil et feststemt publikum klappe af øens frivillige helte, når der holdes Frivilligfest 2025 i Sparekassen Thy Arena|Mors i Nykøbing.

Den seneste frivilligfest fandt sted i 2023 i Midtmors Sport. Siden dengang har en stor undersøgelse af frivilligheden i Danmark vist, at Morsø Kommune er den kommune i landet med flest frivillige. Borgmester Hans Ejner Bertelsen ser frem til igen at hylde nogle af de mange, som gør så meget for øen og uddele priser.

– Vi er glade for igen at kunne fejre frivilligheden på Mors, for det er en af de vigtigste ressourcer for Mors og noget, som vi med stolthed kan kalde os for Danmarksmestre i. Vi kan nu også præsentere det stærke program for frivilligfesten. Det rummer blandt andet mange gode lokale indslag, og vi har den erfarne tv-vært Morten Ankerdal med denne gang til at styre slagets gang. Det bliver et brag af en fest, som vi håber, at rigtig mange har lyst til at deltage i, fortæller borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Foto : Henrik Ohsten, TV 2

En aften med meget at byde på
Det koster 200 kr. for en billet til Frivilligfesten 2025, og med i prisen er der en lækker menu fra Bistro No1.

Der vil være flest lokale indslag på programmet, men den nordjyske komiker Jonas Mogensen vil også kigge forbi og hjælpe folk med at træne lattermusklerne.

Frivilligfesten er en aften fuld af god stemning, store følelser og noget for alle sanser. En af aftenens musikalske indslag er med Mors Gospel og Klitmøller Gospel under ledelsen af den professionelle korleder og solist Lydiah Wairimu.

Aftenens program, som nu kan ses på Morsø Kommunes hjemmeside, vil blive bundet stærkt sammen af journalist, tv-vært og foredragsholder Morten Ankerdal. Han er flere gange blevet kåret til årets sportsvært i Danmark, og han har blandt andet også været vært på både Go’ morgen Danmark og store begivenheder på tv.

Du kan stadig nå at indstille dine favoritter
I løbet af aftenen vil der blive uddelt en række priser: Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner, Årets Ungleder og Handicapprisen ved DH Morsø. Frivilligfesten er også en hædring af sportsmestrene fra 2023 og 2024.Der er mange, der gør en fantastisk indsats rundt om på Mors, og de fortjener alle en pris, men der kan kun være en vinder i hver kategori.

Det er stadig muligt at indstille personer til priserne frem til fredag den 24. januar og alle opfordres til at indstille deres favoritter og skrive lidt om, hvorfor vedkommende har fortjent prisen.

Det er et flot skulderklap i det hele taget at være blandt de nominerede, og det kan betyde meget for en ildsjæl, der lægger en stor del af sin tid og engagement for en sag, forening eller sport.

Se mere på Morsø Kommunes hjemmeside, hvor man både kan indstille kandidater til priser og sportsmestre til hædring, se programmet og fra den 4. februar kl. 17 købe en billet til Frivilligfesten 2025.

Foto : pressefoto

Forfatter
Top