Anmeldelse af forestillingen ”Det begynder at blive koldt om fødderne“
– Af Louise Fihl Andersen, tidligere elev på Limfjordsteatrets akademi for scenekunst og en del af Ung Kult’s Unge Anmeldere
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, da jeg satte mig på min ensomme stol i Limfjordsteatrets black box denne onsdag aften. Men at jeg skulle grine, forundres og græde over en tilfældig ældre mand, der lige har købt et par nye, røde Nike-sneakers, var ikke på listen over mulige udfald. Men det gjorde jeg, og jeg vil nu forsøge at berette om, hvad der gør forestillingen ”Det begynder at blive koldt om fødderne” og ikke mindst dens centrale person; Hans Rønne, til noget af det mest rørende teater, jeg længe har set og oplevet.
Jeg er ung. Det kunne jeg godt mærke, da jeg satte mig på publikumsrækkerne iblandt et stort flertal af 50+ teatergængere, og delvist også i den monolog, jeg sidenhen var vidne til. At høre en ældre mand berette om sine bekymringer, tanker og forbindelser til døden kan lyde for fjernt for et ungt sind- eller for deprimerende. Den version, havde jeg haft i tankerne som et muligt udfald, primært grundet billedet af en trist Hans Rønne på en bænk i et blåligt skær, der præger pressebillederne fra forestillingen. Nuancer af melankoli og glædesløse tanker er ikke forbudte, men jeg mærker ikke deres tyngde, hvis jeg ikke møder modparten. Og det må man om nogen sige, at man gør i denne monolog. For det første indledes hele historien med, at Rønne kommer ind viftende og råbende til lydmanden, for han skal slukke det hawaiianske ukulelespil, som strømmer ud af alle højtalere. Først efter denne bratte slutning på starten og derved den rigtige begyndelse, talte han til publikum, men dette fortsatte også i 70 minutter uden det mindste besvær og kun med en enkelt mundskylning. Hvad der begyndte som en undskyldning for ikke at have sko på, endte med at stikke af i en lang fortælling om livet og døden i omvendt rækkefølge.
Eller måske ikke døden i den direkte forstand, men nærmere forgængeligheden. For han er ikke døden nær, men den er heller ikke så langt væk som tidligere. Det er ikke længere sommer, men efterår, og han har fået kolde fødder. Et ordspil, der klogt ligger stenene for hans videre grublen over livets gang (eller problematikken omkring udkantsdanmark). Denne ubevidste venten på kroppens forfald symboliseres smukt igennem den simple scenografi; en halvt stringent, halvt blød og bøjelig bænk, som en evindelig ventestation; et limborum, hvor han kan tømme sit hoved for alverdens tanker om tro og tvivl, som ifølge præsten er tvillinger, og hvad vil det overhovedet sige?
Noget af det, der gjorde denne monolog og historie så troværdig, var skuespillerens enorme overskud og naturlighed. Jeg så ikke en skuespiller på scenen. Jeg så den mand, som kendte alle de personer, han fortalte om. Den mand, der havde recept-indslumringspiller imod nattesjatpisning og den mand, som havde mistet sin kone for 12 år siden. Jeg troede på det hele uden spørgsmål, og Rønne blev den vise, ældre mand, som serverede en masse gode råd for mig gennem sin livserfaring som en anden Allan Olsen. Det sjove er, at meget af det der blev sagt, var så simpelt og selvfølgeligt, at det er halvt latterligt, hvor stort et indtryk det gjorde i momentet. En simpel sætning som ”livet er”, lyste op som en åbenbaring, ligesom ”sorgen er beviset på, at man virkelig har
elsket”. Måske var det mandens egen uvished og famlen, som gjorde ham så levende og troværdig. Måske var det alle de ar og alt den skam, han turde vise.
For han har mistet ikke blot én men tre – eller fire, hvis katten tæller med, indenfor en måned. Tandlægen, ungdomsvennen og kirkekorssjælevennen, der alle får hver deres momenter af opmærksomhed, som vi bedst erindrer de savnede. Han levendegør dem alle både i fysik og sind, så de alle sætter sit spor i hans videre beretning som positive minder eller som iskoldt vand, der løber én koldt ned ad ryggen. Også den lille 5-årige nabopiges ord kom til sin ret i hans mund. Faktisk er hendes holdning noget af det, jeg husker bedst fra monologen. Den uskyld og barnlige ligefremhed, der vækkede hans tanker om det guddommelige. For først kom bakterierne, hvilket tandlægen godt ville have skrevet under på, og så, ”så kom vikingerne” og med vikingerne kommer Valhalla.
Jeg sidder nu på mit værelse med et tæppe om benene og sjovt nok; kolde fødder. Godt nok, er jeg ung, men det er stadig efterår. Jeg tror, at den monolog, nej, denne fortælling, rør sit publikum, fordi den er så menneskelig. At blive rørt er mange ting; at græde såvel som at grine, og her gør man begge dele. Det lyder utroligt dumt, men jeg kan ikke sige det på andre måder. Vi ved ingenting om døden, men vil ikke tro det. Livet er uretfærdigt, men vi vil ikke tro det. Men mest af alt, er livet livet. Så selvom dette er en slags forgængelighedsmanifest, bliver det lige så meget en hyldest til livet. Måske vil nogle unge istemme sig Rønnes ord, da han spottede en ung fyr iblandt publikum: ”Jeg ved godt, hvad du tænker: ”Jeg troede, jeg skulle ind og se noget nyt, banebrydende, moderne teater, og så sidder jeg og hører på en gammel mand, der fortæller om sit sjatpis. Jeg er ligeglad!”” Men det var jeg ikke, og det er jeg ikke. Jeg blev rørt ind til benet. Døden er en underlig størrelse.
Unge Anmeldere – Hvad går det ud på?
Ung Kult tror på, at det er vigtigt med kulturelle oplevelser for, med og af unge. Derfor har man i Ung Kult sat sig for, at få unge i lokalmiljøet til at anmelde forskellige projekter, events og performances – både fysisk og online.
De unge anmeldere rater hvert event med mellem 1 og 6 Ung Kult-skjolde.
LÆS OGSÅ:
Pressefoto
