Fuld af selvtillid: Går efter VM-guld i El Salvador

Den 26-årige Casper Steinfath fra Klitmøller tager i weekenden til sit syvende VM i Stand Up Paddle (SUP) siden 2013 med masser af selvtillid i bagagen.

For det første fører han verdensranglisten, og for blot en måneds tid siden vandt han Red Bull Heavy Water, hvor han var den stærkeste i seks meter høje bølger og tommetyk tåge. Dertil kommer ni VM-medaljer gennem årene – heraf fire af guld.

Med til succeshistorien hører også, at Steinfath ved sidste års VM i Kina skuffede fælt. For første gang forlod han et VM uden en eneste medalje i de individuelle discipliner.

– Selvom jeg har prøvet det seks gange før, er jeg altid nervøs før et VM. Der er så meget, der ikke må gå galt og så meget, der skal gå godt, hvis jeg skal stå med en medalje om halsen. Det mærkede jeg på egen krop i Kina sidste år. Derfor tager jeg til El Salvador med ambitionen om at spille en hovedrolle. Så må vi se, hvordan teaterforestillingen ender, siger Casper Steinfath.

El Salvador minder om Cold Hawaii
Også en anden Klitmøller-surfer, den 18-årige Christian Andersen, er med til verdensmensterskaberne – både i juniorklassen og seniorklassen.

Han sætter alt på ét bræt for at komme øverst på podiet og lade sig hylde som juniorverdensmester. Der er udsigt til bølger på El Salvadors Stillehavskyst, og det er noget, der tiltaler både den ældre og den unge thybo.

– Min chance er klart bedst, når forholdene minder lidt om Thy med bølger og strøm. Det er sjovt, når der er masser af bølger og bøjevendinger, siger Christian Andersen, der kommer til VM med en frisk fjerdeplads fra Red Bull Heavy Water i bagagen.

Han er med i long distance mandag og technical race med finaler onsdag

Program:
Tiderne er dansk tid og tidligst mulige start. Programmet kan ændres med kort varsel på grund af vejret.

Søndag 24. november:
16.00: Sprint, indledende og finale med Casper Steinfath

Mandag 25. november:
16.00: Langdistance med Kristian Pilborg og Christian Andersen

Tirsdag 26. november:
16:00: Technical Race, indledende med Casper Steinfath og Christian Andersen (junior)

Onsdag 27. november:
16.00: Technical Race, finale med Casper Steinfath og Christian Andersen (junior)
Gode danske medaljechancer

Forfatter

Related posts

Top