SOS International, der søndag blev fyret som lyntest-leverandør efter en række problemer med underleverandøren Medicals Nordic, ender med en ekstraregning.
Falck, der nu overtager lyntest-opgaven, er nemlig dyrere end SOS International, og differencen skal SOS International betale.
Det oplyser Dorte Christensen, vicedirektør i Region Midtjylland Indkøb og Medicoteknik, til B.T. Det er Region Midtjylland, der forhandler testkontrakterne på vegne af regionerne.
– Falck er dyrere, og den merudgift, vi får ved at skifte leverandør, påhviler SOS International. For de har skrevet under på en kontrakt, som de ikke kunne leve op til, siger Dorte Christensen.
Vicedirektøren kan ikke oplyse, hvor meget dyrere Falck er. Men da Falck tabte det oprindelige udbud i januar til Carelink og SOS International, stod det klart, at redningskoncernen ikke kunne strække sig mere.
Avisen har tidligere beskrevet, at virksomheden skulle have et trecifret millionbeløb for at varetage opgaven i regionerne Nordjylland, Midtjylland, Sjælland og Hovedstaden.
Aftalen blev opsagt søndag, da regionerne ikke mener, at firmaet “magter opgaven i det krævede omfang”. Det var virksomhedens samarbejde med underleverandøren Medicals Nordic, der førte til bruddet.
/ritzau/
LÆS OGSÅ:
Foto: Falck