Fyrspillene fylder fyrre

Siden foreningen blev stiftet i 1984 har Fyrspillene hvert år sat fokus på skelsættende begivenheder, folkeliv og store personligheder i Sydthy og omegn. Det første fyrspil, ”Til Fyret”, 1984, var skrevet af forfatteren Bent Haller og blev opført ved Lodbjerg Fyr i anledning af fyrets 100-års jubilæum.
Bortset fra 1986, hvor forestillingen måtte aflyses på grund af sygdom og 2020, hvor COVID satte en stopper for alt, har Fyrspillene hvert år kunnet opsætte en ny forestilling med udgangspunkt i den skatkiste af fortællinger, som Sydthy rummer. Forleden var der læseprøve på Fyrspillenes 40-års jubilæumsforestilling.
”Da det første Fyrspil blev sat op, var der nok ikke mange, der havde forestillet sig, at vi ville kunne fejre 40-års jubilæum. Men det har jo hen ad vejen vist sig, at der var masser af historier, der pressede sig på, så efterhånden er Fyrspillene nærmest blevet en kulturinstitution her i Thy,” siger Heidi Søgaard Madsen, der er formand for den livskraftige Fyrspilsforening.

Vanedannende fællesskab
En del af opskriften på den langtidsholdbare succes er ifølge Heidi Søgaard Madsen, at Fyrspil simpelthen er vanedannende:
”Drivkraften bag de 40 år med Fyrspil er i bund og grund, at vi har det utroligt sjovt, når vi arbejder med at sætte forestillingerne op. Fyrspillene er et fællesskab, der går på tværs af alder og social status. Alle kan være med. Sådan har det været fra starten, og sådan er det stadig. Fællesskabet betyder, at folk vender tilbage år efter år. Vi har familier, hvor både bedsteforældre, forældre og børn er aktive i Fyrspillene enten på eller bag scenen.”
Jubilæumsåret fejres med en ambitiøs dramatisering af Winnie Østergaards dokumentariske roman Helvig, der foregår i Refs i Sydthy fra 1816 til 1838 og handler om hendes tipoldemors opvækst og ungdom som ”uægte” barn i den tids landbosamfund.
Det er dramatikeren Marie Markvard Andersen, der har omsat romanen til en forestilling, der i tråd med 40 års Fyrspilstradition rummer både drama, kærlighed og masser af humor.
Ejgil Enevoldsen og Flemming Lodbjerg Jensen, der begge er erfarne kræfter, instruerer jubilæumsforestillingen.
Festlig jubilæumsforestilling i vente
De muntre udbrud og den glade latter, der fyldte prøvelokalet under læseprøven på en grå aften i februar, tyder på, at Fyrspillet også i jubilæumsåret bliver en festlig oplevelse.
Fyrspillet ”HELVIG” opføres fra den 3. til den 7. juli 2024 i haven på den 220 år gamle ”Aagaard” i Refs syd for Hurup, kun nogle få hundrede meter fra det sted, hvor Helvig voksede op. Der spilles fem forestillinger.

Foto: Jørgen Bonde

Forfatter
Top