I løbet af to intense dage har Galtrup Efterskoles musiklærer og -elever været på musikalsk miniturné rundt på skoler i Nordjylland – og det har givet genlyd! Med i bagagen havde musiklæreren både instrumenter, højt humør og en håndfuld dedikerede elever, der var klar til at dele ud af deres musikalske glæde.
Turnéen har ikke kun sat gang i rytmerne hos publikum – den har også givet de deltagende elever en unik mulighed for at prøve kræfter med liveoptrædener uden for skolens trygge rammer. Og det kunne mærkes! Publikum klappede, nynnede og lod sig rive med af musikken, mens eleverne voksede både som musikere og som mennesker.
“Det har været fantastisk at se eleverne blomstre og tage ejerskab over musikken. De har virkelig løftet hinanden, og det har været rørende at opleve deres glæde og mod, når de stod på scenen foran fremmede”, fortæller musiklærer Louise.

Eleverne oplevede turnéen som noget helt særligt – både fagligt og socialt.
Deltagelsen i turnéen har gjort stort indtryk på eleverne. Solveig og Mike lægger vægt på, hvor motiverende det er at kunne øve i eget tempo og på sit eget niveau i musiktimerne.
“Man skal selv ville det, og det er fedt i musiktimerne selv at sidde og øve det, der passer til ens niveau,” siger Solveig.
Mike supplerer: “Og så er det fedt, når det hele bliver sat sammen – både øvede og begyndere blandet. Så føler alle sig som en vigtig del af flokken.”
Laura fremhæver, at det er rart med en god blanding af lette og svære numre:
“Det er faktisk dejligt at kunne puste lidt ud med nogle lettere stykker undervejs – det giver en god balance og styrker fællesskabet, at både begyndere og øvede spiller sammen.”
For Mike har turnéen været det absolutte højdepunkt i hans to år på Galtrup. Og alle tre elever er enige om én ting: Bilturen er noget helt særligt!
“Vi ELSKER bilturen! Det er mega hyggeligt med god musik, grin – og masser af slik og snacks”, lyder det samstemmende.

På Galtrup Efterskole er musik nemlig mere end bare timer i skemaet. Her er der rig mulighed for at udfolde sig musikalsk – hvad enten man er til trommer, guitar, sang eller noget helt fjerde. Undervisningen spænder fra solo-træning til sammenspil i større grupper, og både begyndere og øvede er velkomne. Det vigtigste er lysten til at spille og synge – og den var bestemt til stede på turnéen!
Mulighed for mange valgfag
Samtidig tilbyder Galtrup Efterskole over 30 forskellige valgfag, så der er rig mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige interesser – lige fra kreative fag som keramik til sport og håndværk med såvel træ som metal. Der er endda mulighed for både ridning eller go cart. Men for dem, der virkelig brænder for noget bestemt, som fx musik, er der også mulighed for at vælge forskellige afskygninger af musikfaget flere gange ugentligt og dermed fordybe sig. Det giver plads til både nysgerrigheden og specialiseringen – alt sammen i et trygt og engageret fællesskab.
”Vores elever drømmer ofte om et efterskoleår med masser af udfordringer og at afprøve sig selv ved at snuse til mange forskellige fag. Og selvfølgelig fællesskab og mulighed for at komme ud og vise, hvad de kan eller hvad de gerne vil prøve. På Galtrup er der plads til alle”, siger Forstander Jens Hvid.
Kilde og fotos : Galtrup Efterskole