Efter flere måneders nedlukning er der igen åbnet op for indendørs servering på restauranter, cafeer og værtshuse mod forevisning af et coronapas.
Nu hvor alle medlemmer af Mors Handel igen har åbnet dørene for kunderne lanceres i samarbejde med flere sponsorer et gavekort, hvori der er indregnet en rabat.
Gavekort for en halv million
Gavekortet, der har en værdi af 500 kroner, koster 400 kroner. Rabatten på 100 kroner dækkes af de fire sponsorer XL-BYG Tømmergaarden, Thisted Forsikring, Frøslev Mollerup Sparekasse og MTH Biler Toyota i Nykøbing og Thisted.
Hver især bidrager de med 25.000 kroner.
I alt udbydes der 1000 stk. af de særlige gavekort, som bidrager med en omsætning på en halv million kroner til byens butikker, restauranter og lignende – hvis altså alle gavekortene bliver solgt.
Det håber handelschef Lisbeth Thrysøe naturligvis på sker – og gerne hurtigt:
– Det, at der kommer penge ud at arbejde hos de handlende er alfa og omega for at en ø som Mors også i fremtiden har noget at byde på. Ved at købe et gavekort kan man med andre ord være med til at sikre en levende bymidte og et rigt handelsliv, siger hun og tilføjer med et glimt i øjet: – Samtidig er det de færreste morsingboer, som siger nej til en god handel. Og det synes jeg virkelig det her er.
Vigtigt med lokal opbakning
Direktør for XL-BYG Tømmergaarden i Nykøbing, Klaus Hansen, er enig:
– For os er det vigtigt, at alle kommer så godt igennem krisen som overhovedet muligt. Hvis vi på nogen måde er i stand til at hjælpe til med det, så er vi selvfølgelig altid klar på det.
Dennis René Petersen, adm. direktør hos Thisted Forsikring, bakker op om dét synspunkt og siger:
– I Thisted Forsikring tænker og handler vi lokalt, og vi ser Mors som vores hjemmebane. Derfor tager vi medansvar for det gode liv i lokalområdet. Det handler om mange ting, men ikke mindst om at der også i fremtiden er et godt handelsliv til glæde for alle der bor her.
Også hos MTH Biler Toyota i Nykøbing er viljen til at bakke op og gode, lokale initiativer til stede:
– Vi er med på at der skal støttes alt det lokalt som muligt. Et stærkt, lokal sammenhold er altafgørende for at kunne stå så stærkt som overhovedet muligt, siger direktør og medindehaver Kasper Kristensen.
Stærkt sammenhold
Et stærkt sammenhold er også i fokus hos Frøslev Mollerup Sparekasse:
– Mors har brug for alle gode kræfter for at holde gang i det lokale handelsliv. Som en ”Total Lokal” sparekasse, ser vi det som en helt naturlig opgave at bakke om omkring et aktivt handelsliv – og dermed gode oplevelser for alle.
– Vi har, fordelt på hele øen, en bred vifte af butikker, der alle gør deres allerbedste for at yde god service, lyder det fra sparekassedirektør Frank Bertelsen, som slutter af med en lille, men vigtig opfordring:
– Husk at handle lokalt. De særlige gavekort kan købes online på www.morshandel.dk fra 6. maj 2021 og der kan max. købes 4 gavekort pr. person.
D. 6. maj er også dagen hvor det sidste af kulturlivet på Mors åbnes op, nemlig Limfjordsteateret og Bio Mors.