Gengangere i Morsø Teater

Onsdag den 17. november kl. 19.30 kan et gedigent klassisk stykke teater opleves i Morsø Teater. Forestillingen Gengangere er skrevet af Henrik Ibsen, som i den grad var på kvindernes side.

Det viser han i mange af sine skuespil, men nok stærkest i de to store dramaer; Et Dukkehjem og Gengangere, der er skrevet kort efter hinanden.

I Et Dukkehjem tog Ibsen fat i kvindens rolle i samfund og familie, i Gengangere graver han et spadestik dybere. Han viser at den enkelte bærer ansvaret for sine handlinger. At bedrag i fortiden fører til skæbnesvangre valg i nutiden. I den borgerlige familie råder dobbeltmoral og hykleri og en håbløs drøm om et andet og ærligere samfund.

Stykket vakte vild skandale i sin samtid, da Ibsen fortæller at Fru Alvings unge søn Osvald lider af nedarvet syfilis efter sin far. En sygdom, der i samtiden ikke kunne behandles, og derfor langsomt udviklede sig til sindssyge. Den offentlige fordømmelse af skuespillet var total. Sandheden var ilde hørt og skulle fortrænges. Folkedomstolen havde talt og Ibsen følte sig nødsaget til at forlade Norge.

Gengangere er et stærkt og meget komplekst drama, et opgør med det stive og højborgerlige samfund, en kamp for kvindens ret til selv at bestemme over sit liv. Stykket er skrevet i 1882, men stadig rystende nutidigt. Klassisk teater, når det er bedst.

Jørgen Bruun Christensen, der er formand for Morsø Teaterkreds, oplyser, at der stadig er ledige pladser.

Efter forestillingen er der mulighed for at deltage i en samtale med skuespillerne. Det vil foregå i Limfjordsteatrets café.

Forfatter

Related posts

Top