Genskab Sjørring Sø

Læserbrev af Peter Jørgensen, Sjørring

Nu hvor planen om energi parken i Sjørring Sø gudskelov er faldet til jorden, er det tid til at kigge på om det ikke er nu, vi skal rette op på en af Thys største miljø og natur ødelæggelser, udtørringen af Sjørring Sø. Sjørring Sø var i tidernes morgen Danmarks 10. største sø.

Et sådan genopretnings projekt vil have rigtig mange vindere.

At det vil være en gave for lokalsamfundet er åbenlyst, men ikke mindst vil det være godt for vores skrantende natur. 

I de senere år er der skrevet og talt en del om at biodiversiteten halter i den danske natur og at landbruget fylder for meget. Så at tage 800 hektar landbrugsjord ud og omdanne det til sø (igen) og natur, vil gavne fugle, fisk, flora og insekter osv.

Men nok de største vindere vil være diverse åer, kanaler, Nørhå sø, Ove sø og Limfjorden

Som vi alle nok har set, hørt og lugtet de senere år, har Limfjorden det rigtigt skidt.

Så en udtagning af 800 hektar landbrugsjord med dertil hørende udvaskning af kvælstof og sprøjtemidler vil være en kærkommen gevinst for vores åer, søer og fjorden.

Klima/miljø

Den gamle sø bund er af Thisted Kommune udpeget som lavbundsjord og et område som er værd at have for øje. Ovenikøbet er området også et kulstof 2022 område, og det vil sige det er udpeget som ekstra kulstof holdigt.

Så CO2 gevinsten ved at genskabe søen bliver stor. 

Kunne være et interessant regnestykke at få udført. At få en beregning på hvor meget CO2 den tørlagte sø afgiver.

Reduceringen vil helt sikkert bringe os tættere på målet med Regeringens og Thisted Kommunes 2030 plan om en 70 procent CO2 reducering.

Gad vide hvor mange tons kvælstof og sprøjtemidler der udvaskes fra de 800 hektar landbrugsjord? Kunne også vær interessant at få oplyst.

Turisme

Turisme er et af vores væsentligste levebrød her i Thy.

Et projekt som at genskabe Sjørring Sø vil unægteligt give en masse positiv omtale af Thy.

Når jeg er rundt i landet og nævner jeg kommer fra Thy, siger de fleste “årh i har det gode lokal øl (Thisted Bryghus) og bor du så i Klitmøller?”. Så det kunne være fint, engang i fremtiden hvis de tilføjede “og det er jo der i er så gode til at rette op på naturen”.

Udover Nationalparken har vi Vestkysten, Klitmøller, Vorupør og hele Cold Hawaii området som tiltrækker mange turister fra ind og udland. 

En så stor sø vil trække rigtig mange friluft mennesker til. Surfere, lystfiskere, jægere, vandrere, kano og kajak, fuglekikkere, ornitologer osv.

Så hvis søen blev genskabt vil det blive et nyt trækplaster til Thy.

Under forsøget på at få Rosvang energi park op at stå, var der mange der påpegede at huspriserne og tilflytningen til området vil lide et knæk. 

Mit personlige bud er, at ved en genskabelse af søen vil det have en modsat effekt, at området ville blive stærkt eftertragtet.

Med en stigende tilflytning, hvor af mange formodentlig er børnefamilier, vil vores nærliggende skoler få stigende elevtal. Hvilket vores landsby skoler de senere år ikke har oplevet, og dermed er truet af lukning.

Købmændene og andre dagligvarebutikker i de mindre byer vil også få stigende omsætning af flere indbyggere og turister. Der vil være mulighed for nye virksomheder inden for turisme, her tænker jeg flere bed and breakfast, spisesteder, udlejning af grej, eksempelvis cykler, kanoer og kajakker. 

Måske en ny campingplads. Eller helt sikkert flere gæster til de eksisterende campingpladser.

Politisk

I den nye Grønne Treparts aftale lægges der op til at der skal tages 140000 hektar lavbundsjord ud, så var det ikke nu at Thisted Kommune skulle tage føretrøjen på ved at starte med 800 hektar i Sjørring sø?

I første omgang er det frivilligt om lodsejerne vil frigive lavbundsjorden, fristen er sat til 2027.

Hvis lodsejerne ikke lever op til kravene og frigiver noget af deres jord, lyder det fra treparts ministeren Jeppe Bruus at så er det slut med frivillige aftaler. I første omgang vil lodsejerne blive ramt af en øget kvælstof afgift på lavbundsjord.

Håber inderligt at vores politikere og landmænd kan blive enige om en fornuftig aftale som hele samfundet, og især vores natur kan have gavn af.

Har fundet dette citat i Kjeld Hansens “Det tabte land” i kapitlet om Sjørring Sø.

»Indrammet af mægtige, af kæmpehøje kronede højdedrag lå søen med dens herlighed, af rør og ravl omkransede holme og dens brede afvekslende strande som et eldorado for en vrimlende fiskebestand og for de uhyre skarer af forskelligartede vandfugle, som fyldte luften med deres livlige skrig i alle tonearter.

Søen havde rigelig af lækre fisk til egnens beboeres føde; der var rigelig rør og ravl til hustage, og holmene og stranden gav vinterfoder og sommergræsning til krea turer. Holmene var også i sommertiden så overfyldte med fugleæg, at der var rede ved rede. Jægerne hentede sig mangen vildgås eller vildand fra søen, og nu og da gik en odder i fælden. Søstranden var den herligste legeplads for børnene.(…) Det var også forfriskende for mennesker og dyr at få en vade- og svømmetur i varme sommerdage.

Og hvor var det herligt, når frosten stivnede vandene! Når ålestangerne stod spredt over søen som fluer på et spejl, og glidende børn, skøjteløbere og kaner med bjældeklingende heste og rødmussede glade mennesker strøg hen over den en mil lange blanke flade.«

Sådan beskrev Ole Bang i 1908 folkelivet ved den store sø, som den havde ligget hen i århundreder. 

Vil ønske vores område kunne se sådan ud igen.

Bor selv på et af de omtalte højdedrag, flyttede hertil for 25 år siden. Har i alle årene drømt om at søen en dag ville vende tilbage. Hvis vinteren har været mild og våd, har mine drømmesyn vist sig at dukke op i mindre grad, når jorden har været mættet, og pumperne ikke har kunnet følge med.

Arkivfoto

Forfatter
Top