Gin-destilleri og lokalt ølbryggeri på havnen i Nykøbing

Udvendigt ligner den gamle toldbygning på Havnen 4 i Nykøbing sig selv. Men indvendigt er det gamle hus forvandlet til en byggeplads, hvor rammerne for husets fremtidige aktiviteter nu er ved at tage form.
Bygningen blev 1. marts i år overtaget af Niels Otto Skærbech, der nu løfter sløret for, hvordan stedet skal være med til at skabe endnu mere liv på havnen.
”Vi indretter bygningen med et destilleri, hvor der skal fremstilles gin af høj kvalitet, og desuden rykker Nees Bryghus ind og får mulighed for at udvide produktionen, så den stigende efterspørgsel på den lokale øl kan efterkommes. Produktionen kommer til at foregå i et åbent miljø, så alle kan følge processen – men der bliver selvfølgelig også lejlighed til at smage på det, der laves i de smukke rammer”, siger Niels Otto Skærbech, der sammen med Bo Larsen fra Nees Bryghus og sønnen Daniel Skærbech arbejder på højtryk med at realisere planerne.
Ud over gin og øl kommer huset også til at byde på noget spændende for rom-elskere, idet der planlægges et samarbejde med Mads Heitmann fra firmaet Romhatten i Aarhus.

Niels Otoo Skærbech (til højre på billedet) glæder sig:

Plads til 50 gæster
Indvendigt opdeles bygningen i to afdelinger, der står i åben forbindelse med hinanden. I et forsænket område installeres tanke og øvrigt produktionsudstyr, lige som der indrettes en butik. På første sal – med et kig ud over selve destilleriet – indrettes siddepladser til 50 gæster til smagsprøver, firma-arrangementer m.v. Der arbejdes med en ide om at tilbyde spisning i samarbejde med lokale restauranter, lige som placeringen ved havnen åbner mulighed for mange andre aktiviteter.
”Lige nu har vi fokus på at få huset bygget om til det nye formål. Det er en meget omfattende opgave, og vi håber at kunne åbne sidst på året”, siger Niels Otto Skærbech.

Navnekonkurrence
Noget af det, der også arbejdes med, er navnet på den nye aktivitet. Her håber initiativtagerne at få hjælp fra morsingboerne.
”Utroligt mange har interesseret spurgt ind til vores planer, og vi mærker en positiv nysgerrighed, som glæder os. Derfor håber vi også, at mange vil deltage i den navnekonkurrence, som vi inden længe udskriver”, siger Niels Otto Skærbech.

Forfatter
Top