Politiet har afsløret færre fartsyndere i sidste uges kontrol end i en tilsvarende uge sidste år.
Det oplyser politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter. 5300 blev taget i år, mens det var cirka 8000 i en lignende uge i august i 2018.
Der kan være flere mulige forklaringer på dykket, men det er vanskeligt at udpege én frem for andre, mener han.
De to uger er sammenlignelige, fordi kontrollerne blev sat i værk i forbindelse med skolestart begge år:
– Desuden var der samme intensitet i kontrollen, fortæller Christian Berthelsen.
Måske har dette års kampagne om fart ved skoler gjort større indtryk end sidst, lyder en af spekulationerne i Rigspolitiet.
I en pressemeddelelse understreger politiet, at fart har betydning for ulykker og for de skader, der sker. I cirka halvdelen af alle dødsulykker eller ulykker med svært tilskadekomne med personbiler kørte føreren for hurtigt, har det ifølge politiet vist sig.
– Der er stadig for mange bilister, der kører for hurtig, og dermed udsætter sig selv og andre for fare, siger Christian Berthelsen i pressemeddelelsen.
/Ritzau/
Foto: Rådet for Sikker Trafik