Når vi lørdag kan fejre både grundlovsdag og fars dag, bliver det i solskinsvejr og med sommerlige temperaturer.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Thor Hartz, som i det hele taget spår en pæn weekend forude.
-Temperaturerne fredag kommer til at ligge på mellem 17 og 22 grader, og vinden vil være svag til jævn fra øst og sydøst. Lørdag, hvor vi blandt andet fejrer Danmarks første grundlov, som blev underskrevet af kong Frederik 7. i 1849, bliver startskuddet til en “rimelig pæn weekend”.
– Det bliver en rigtig fin grundlovsdag med nogen eller en del sol, men som godt kan være lidt sløret på grund af nogle højtliggende skyer. Vind bliver der heller ikke særlig meget af, siger meteorologen.
Temperaturerne lørdag vil ligge på mellem 17 og 23 grader. Lokalt i Jylland kan der blive op til 24 grader.
Søndag bliver ifølge Thor Hartz også en fin dag, hvor der dog godt kan komme nogle enkelte dryp især i det jyske.
– Men der bliver også plads til solen, forsikrer han.
Temperaturmæssigt ligner dagen de foregående dage med mellem 17 og 22 grader.
– Vi får stadigvæk ikke særlig meget vind. Den drejer over i nordvest og bliver svag til jævn, siger meteorologen. Så alt i alt bliver det en pæn weekend med sommerlige temperaturer, rolige vejrforhold og gode solchancer, konstaterer han.
/ritzau/