Lørdag den 5. januar kommer det til at syde af håndbold flere steder i Thy og på Mors, når der for første gang afholdes den fælles åbent-hus-dag Håndboldens Dag.
På Håndboldens Dag kan du blandt andet prøve at spille med bløde håndbolde som for eksempel en helt ny gul bold.
Blandt de deltagende klubber er håndboldklubberne Nors Boldklub, Thisted IK Håndbold, Midtthy HK og HF Mors.
– Vi er med som arrangører af Håndboldens Dag, fordi vi gerne vil være med til at promovere sporten og vise, at håndbold er andet og meget mere end den håndbold, vi kender fra fjernsynet. Jeg håber, at vi kan nå ud til både nuværende og tidligere håndboldspillere, men også alle dem, der ikke har prøvet at spille håndbold før, så de også kan få en fornemmelse af den sjove og sociale sport, håndbold er. Derfor håber vi at se både nye og kendte ansigter i hallen den 5. januar – alle er velkomne, lyder det fra Midtthy HK.
Håndbold i hele januar Håndboldens Dag ligger lige op til VM for herrer på hjemmebane i Danmark fra den 10. januar. Derfor vil der blandt andet være VM-plakater til børn og barnlige sjæle, ligesom du kan være med i lodtrækningen om billetter til VM-finalen i herrehåndbold, hvis du deltager i en fotokonkurrence på dagen.
Håndboldens Dag er et nyt initiativ under ’Bevæg dig for livet – Håndbold’ i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund, DIF, DGI og med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Håndboldens Dag afholdes for første gang den 5. januar 2019, og tanken med dagen er, at så mange som muligt skal have mulighed for at prøve kræfter med håndbold i hyggelige og uformelle rammer, hvor både store og små kan være med.
Læs mere om Håndboldens Dag og se et kort over samtlige deltagende klubber på www.bevægdigforlivet.dk/håndboldensdag.
Pressefoto