Håndsprit med farlig ingrediens tilbagekaldt

Miljøstyrelsen tilbagekalder nu en række hånddesinficerende produkter, fordi de indeholder stoffet PHMB.

Stoffet udgør en “uacceptabel risiko for human sundhed og miljø”. Det oplyser styrelsen på sin hjemmeside.

Stoffet PHMB er ikke godkendt af de danske myndigheder. Alligevel er produkter med stoffet blevet produceret og solgt. Produkterne, som stoffet er anvendt i, hedder Bluestar Hånddesinfektion og Bluestar Overflade- og Hånddesinfektion. Det er virksomhederne JustOrganic Aps og ICM A/S, der står bag disse.

Ifølge Kim Holm Boesen, kontorchef i Miljøstyrelsen, kan stoffet fremkalde hudallergi. Han vil dog ikke komme nærmere, hvor mange butikker produktet er blevet solgt i. Det kan heller ikke siges endnu, hvor mange der er blevet solgt.

– Vi har ikke et overblik over det. Det skal virksomhederne sende ind de næste par dage, siger Kim Holm Boesen.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top