Håndsrækning til ledige fra minkbranchen

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har netop lanceret et nyt tiltag målrettet ledige, som har været ansat i minkbranchen eller følgeerhverv hertil.

Nye retningslinjer giver denne målgruppe ret til at få bevilget alle typer uddannelse i resten af 2021. En unik opkvalificeringsmulighed, der omfatter såvel flerårige uddannelser som kortere kurser.

På EUC Nordvest hilser man tiltaget velkommen, og både skolens vejlederteam og konsulenterne i kursusafdelingen står klar til at vejlede de ledige om de mange muligheder inden for både erhvervsuddannelserne og AMU-området.

Er det en erhvervsuddannelse, der trækker, er der mange oplagte muligheder. Blandt andet er der eksempelvis rigtig godt gang i byggeriet og transportsektoren i øjeblikket, og det samme gælder for smede- og industriteknikbranchen samt landbrugserhvervet, hvor der ligeledes er særdeles gode lærepladsmuligheder.

– For mange af de ledige i den aktuelle målgruppe vil det være relevant at tage en snak om, hvad de har med i bagagen af uddannelse og erhvervserfaring. Er man over 25 år laver vi helt automatisk en realkompetencevurdering, og her kan det meget vel vise sig, at man med sin individuelle baggrund kan være berettiget til at få merit for nogle af fagene, således at den samlede uddannelsestid forkortes, fortæller teamleder Sigurd Skovborg fra Stifinder-enheden på EUC Nordvest.

AMU–kurser for hurtig opkvalificering
Har man ikke mod på at gennemføre en flerårig uddannelse, er AMU et godt alternativ.

Her kan man på kort tid erhverve sig specifikke kompetencer inden for et afgrænset område, og til trods for de mange Corona-restriktioner på uddannelsesområdet, så kører alle certifikatgivende AMU-kurser som normalt,

– Vi har fuld aktivitet på certifikatkurserne, så hvis man går og drømmer om at tage kørekort til lastbil, bus eller hyrevogn, eller man gerne vil erhverve sig certifikater inden for svejsning, gaffeltruck, teleskoplæsser eller noget helt fjerde, så er muligheden der. Vores konsulenter kan fortælle meget mere om, hvad der er af muligheder, og hvilke kurser der bedst matcher den aktuelle efterspørgsel fra erhvervslivet pt. – det er bare at give dem et kald, lyder det fra uddannelseschef Mona Søe fra kursuscentret.nu, der hører under EUC Nordvest.

Næste opstart på erhvervsuddannelserne er til august, mens AMU-kurserne kører løbende hen over hele året

Forfatter

Related posts

Top