Det er aldrig rart at komme hjem til et indbrud, men i år indeholder tallene om indbrud i Danmark hen over jul og nytår også en god nyhed. De melder nemlig om langt færre indbrud end tidligere år.
Nærmere bestemt er der anmeldt 785 indbrud i boliger fra 18. december til og med 3. januar. Det er knap halvt så mange som samme periode året før, hvor der var 1530 anmeldelser.
De færre indbrud kan hovedsageligt tilskrives coronakrisen, som har holdt langt flere hjemme end normalt. Det vurderer politiinspektør Henrik Sønderby, der er leder af Nationalt Efterforskningscenter.
– Det giver sig selv, at hvis størstedelen af dem på villavejene eller i opgangen er hjemme, bliver det sværere for indbrudstyven at arbejde, siger han og peger også på en generel nedgang i indbrud de senere år:
– For ti år siden havde vi knap 45.000 anmeldelser om indbrud i privat beboelse. I år ender vi på knap 18.000. Så det er en markant nedgang.
Juledag er med 80 anmeldelser landet over den dag i jule- og nytårsperioden, hvor der blev anmeldt flest indbrud.
/ritzau/
Foto: Det Kriminalpræventive Råd