Hanstholm sætter alle sejl til

Hanstholm Havn er flot repræsenteret ved den 26. internationale fiskerimesse DanFish International, der afholdes i Aalborg Kongres & Kultur Center fra onsdag til fredag i denne uge.

Havnen og det lokale erhvervsliv stiller op som et samlet team hvor ikke mindre end 18 virksomheder og organisationer med relation til Hanstholm er tilmeldt.

– Vores hensigt med at deltage i messen er at vise nogle af Hanstholm Havns mange kvaliteter som en central spiller på det danske havnekort og samtidig fortælle, hvad havnen kan med den udvidelse, der er i gang, siger Rasmus Buchardt Sørensen, der er forretningsudvikler i Port of Hanstholm.

Det er Hanstholm Havn og Thy Erhvervsforum, der i samarbejde skaber en stor og centralt placeret stand på fiskerimessen, hvor Hanstholms forskellige servicevirksomheder er repræsenteret. Erfaringen med set up’et er, at det giver optimale muligheder for dialog med danske og udenlandske fiskere.

– Det er ikke så ofte, at vi får lukket en handel på messen, men vi får en god dialog med kunderne, og det kan godt skabe nogle forretningsmuligheder på længere sigt, siger Jesper Pedersen, Hanstholm Skibssmedie.

For Jesper Pedersen er der dog et andet og ligeså vigtigt formål ved at deltage i messen hvert andet år – nemlig at styrke samvirket mellem virksomhederne på Hanstholm Havn.

– Følelsen af sammenhold er vigtig for mig. For vi er i større eller mindre grad afhængige af hinanden. Og fællesskabet på DanFish kan godt skabe nogle synergier efterfølgende, siger han.

Stærk manifestation
Peter Grøn, der er indehaver af to virksomheder i Hanstholm, West-Ship og Thorkil Grøns samlecentral, synes, det er en stærk manifestation, at så mange virksomheder har en fælles stand på DanFish International.

– Jeg synes, vi kan være stolte af, at vi står sammen som kolleger, selv om vi til dagligt også er konkurrenter. Vi gør helt sikkert hinanden stærkere, når vi står der sammen i tre dage og viser flaget, siger Peter Grøn.

Det fælles udgangspunkt er at sikre en øget omsætning for Hanstholm Havn, der er klar med helt nye besejlingsforhold og kajfaciliteter foråret 2020. Peter Grøn har erfaring med, at deltagelsen i messen giver kroner i kassen.

– Det plejer at være godt for os. Vi får i hvert fald altid noget med hjem.

95 procent af hans kunder er erhvervsfiskere. Fiskerne udgør hovedparten af de 14.000 gæster fra 20 lande, der er tilmeldt messen. Som repræsentant for de lokale fiskere i Hanstholm deltager naturligvis Jan Hansen, der er formand for Hanstholm Fiskeriforening.

– Vi ser frem til at møde vore medlemmer og få en god snak. Men vi glæder os også til at være med til at vise Hanstholm frem. Det er flot, at vi kan stå sammen i samme stand igen i år, siger Jan Hansen.

Udstillingsvinduet for Hanstholm rummer foruden Hanstholm Fiskeriforening også Hanstholm Fiskeauktion, Hanstholm Samlecentral A/S, Hanstholm Havn, BOATech, Isbak Marine Service ApS, HE Marine A/S, West-Ship/Thorkil Grøns Samlecentral, Hanstholm Havns Indkøbsforening, TMP Hydraulik A/S, Nordkøl, Hanstholm Havns Olieforsyning ApS, North Sea Yard A/S, Hanstholm Skibssmedie, HM Elektro A/S, Thisted Kommunes erhvervsafdeling, Revision Limfjord og Thy Erhvervsforum.

Forfatter

Related posts

Top