Har borgerne ikke ret til at vide, hvad de stemmer på?

 Læserbrev af Anette Svindborg, KV21-kandidat for Dansk Folkeparti på Mors.

Hvis Morsø Kommunes kommunalbestyrelse bliver spurgt, om vi vil have et udrejsecenter på Mors, hvad vil du så stemme? Det spørgsmål stillede min mand, Peter Svindborg, til de deltagende kandidater til valgdebatten i Sillerslev den 3/11. Det var et ganske simpelt ja eller nej spørgsmål, men ikke alle kunne give et svar– faktisk kunne kun fire ud af ni kandidater svare.

Det blev et ”nej” fra Dansk Folkeparti, Venstre og Nye Borgerlige, mens Enhedslisten svarede ”ja tak”.

Mere overraskende er manglen på svar fra Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Demokratisk Balance og Det Konservative Folkeparti. Desværre blandende flere kandidater udrejsecenter sammen med flygtningecenter, og det er langt fra det samme. Et udrejsecenter er for dem, der skal forlade landet grundet afviste asylansøgninger, tålt ophold eller udvisning ved dom. Jeg mener personligt, at det vil skabe utryghed på øen. Utrygheden ses ved f.eks. Kjærshovedgård i Midtjylland, hvor der over sommeren blev indgivet 93 politianmeldelser og rejst 68 sigtelser knyttet til beboerne på udrejsecenteret.

Tore Müller (S) mente at spørgsmålet var hypotetisk, men her er jeg uenig. I maj blev planerne om et udrejsecenter på Langeland stoppet efter store protester. Dermed er det ikke utænkeligt, at man nu vil lede efter en ny placering. Det kan blive relevant at forholde sig til spørgsmålet, når man bor i en kommune med god plads og lav befolkningstæthed. Derfor mener jeg, at de opstillede skylder borgerne en udmelding, så man kan vide, hvad man stemmer på.

I Dansk Folkeparti ønsker vi en ø med tryghed for borgerne, derfor giver vi et rungende ”nej tak”.

Vi ønsker også, at folk skal have tillid til kommunalbestyrelsen, derfor vil både jeg selv og Peter gerne opfordre kandidaterne til at komme med deres svar.

Forfatter

Related posts

Top