Har du bestemt, hvor dit kryds skal sættes?

Læserbrev fra de konservative kandidater til KV21 i Morsø Kommune

Som mennesker, har vi forskellige behov. Vi er forskellige steder i livet, og vi har forskellige forudsætninger og udfordringer i livet. Nogle har meget at give, mens andre har mere brug for at få. Hvor du er i dit liv lige nu, kommer sikkert til at betyde noget for, hvor du vil sætte dit kryds på tirsdag.

Vi siger, vi er et grønt, borgerligt alternativ, og vi vil blot kort ridse op, hvad vi lægger i disse ord.

Det borgerlige er vores grundholdning, der bygger på, at vi tror på, at du både kan og vil tage ansvar for dig selv og dine nærmeste. Det er dermed dig, og ikke kommunen, der er den bedste til at træffe beslutningerne for dit liv.

Det grønne er vores partifarve og symbol på vores holdning til klimaet. Der er ikke længere kun én økonomi at tage hensyn til, men både en penge- og klimaøkonomi.

Det sidste er, at vi tilbyder os, som et alternativ til de partier og personer, som i dag sidder i kommunalbestyrelsen. Vi synes, det er på tide at ”ryste posen”, og at det er vigtigt, at den forskellighed, der er mellem os, der bor på Mors, også kommer til udtryk der, hvor beslutningerne skal træffes.

Vi kan desværre ikke love dig, at alt med et sviptag bliver guld og grønne skove, hvis du på tirsdag stemmer personligt på en af os. Det vi KAN love er, at vi vil arbejde, ja vi vil faktisk gå så langt som til at sige, at vi vil knokle en vis legemsdel ud af bukserne for, at det bliver bedre at bo og leve på Mors. Vi vil gerne hæve barren i forhold til nu, bringe vores viden, ideer og evner i spil og dermed forsøge at gøre det endnu bedre at være morsingbo. Vi er ikke tilfredse med godt nok – det skal være fantastisk – det er ikke sikkert, vi når dertil, men det er den retning, vi vil, og vi giver ikke op.

Allervigtigst for os er det dog, at ligegyldig om du er rød, grøn, blå eller lilla, så brug din stemme på tirsdag. Den betyder rigtig meget!

Godt valg til alle!

 

 

 

Forfatter
Top