Der bliver nu sat ekstra skub i udviklingen af Glyngøre Havn, hvor missionen er at skabe et af de mest eksperimenterende bud på en rekreativ bearbejdet havnekonstruktion.
Projektet kommer til bestå af en ny slags ydermole, der både skal beskytte det nye havneområde fra Limfjordens ofte vilde side, men ligeledes skabe knudepunkter for rekreative oplevelser på og ved vandet.
Nu har Lokale og Anlægsfonden valgt at støtte projektet med 8.000.000 kr.
– Det er et stort og vigtigt skridt for Glyngøre Maritime Center, at der er kommet et så flot og anerkendelsesværdigt tilsagn fra Lokale og Anlægsfonden, som har valgt at støtte projektet ’Livet i Vandkanten’ i Glyngøre med 8 millioner kroner. Vi håber, at det vil åbne op for at få den resterende finansiering på plads, så projektet kan realiseres i sin helhed. For det er virkelig et unikt og spændende projekt, som fortjener at blive gennemført, siger Peder Christian Kirkegaard, borgmester i Skive Kommune, i en pressemeddelelse.
Flemming Eskildsen, Formand for forretningsudvalget i Glyngøre Maritime Center – Livet i vandkanten fortæller om projektet:
– Projektet startede med en idé i 2011. Siden har der været arbejdet med grundlaget og aktivitetsmulighederne i arbejdsgrupper, vigtige økonomiske tilsagn, behovs- og potentialeanalyse, praktisk hjælp fra Skive Kommune, et stærkt koncept fra arkitektkonkurrencen – og ikke mindst en positiv dialog og raffinering sammen med Lokale og Anlægsfonden. Derfor fremstår projektet i dag som et flot tilbud til alle aldre – lokale som gæster – på helårsbasis.
– Foruden aktiviteterne på molen, etableres en centerbygning, pladser til husbåde og flere lystbådepladser. Det drejer sig ligeledes om klimasikring for byen, hvor der er læ for den barske side fra Limfjorden og et liv i ro bag molen. Glyngøre Maritime Center er et alsidigt tilbud, som kan være et eksempel for fremtidens indretning af havne.
Projektet har en anlægssum på 37.500.000 kr.
Visualisering: JAJA Architects