HE-VA prioriterer kompetenceudvikling 

For anden gang inden for ganske kort tid, har HE-VA, der er en markant aktør inden for landbrugsmaskiner, sendt en større gruppe medarbejdere på kursus på Nordic Food College. Dét er der flere årsager til: Kursusaktiviteterne bidrager både til at kompetenceudvikle og fastholde medarbejderne i lavsæson, og samtidig vil HE-VA gerne bakke op om den lokale kursusudbyder frem for at sende medarbejderne på kursus andre steder i landet.

Kursusaktiviteten på Nordic Food College er historisk høj i øjeblikket, og det summer af aktivitet rundt omkring i værkstederne. Ét af de mest populære kurser lige nu er ’Reparation og vedligehold af små gartnermaskiner’. Kurset, der ledes af erfarne undervisere på Nordic Food College, er designet til at kombinere teori og praksis. Deltagerne lærer blandt andet at identificere og udbedre fejl på forskellige typer mindre maskiner. Kurset tiltrækker deltagere fra hele regionen, men særligt ét lokalt firma skiller sig ud som en engageret partner: HE-VA, som har haft ca. 30 af sine medarbejdere på netop dette kursus siden november. 

Fleksibilitet og udvikling i lavsæsonen
På HE-VA prioriterer man at benytte lavsæsonen til at give medarbejderne mulighed for at deltage i relevante efteruddannelse. Ifølge produktionschef, Jens Erik Søndergaard, er det en strategi, der giver mening på flere niveauer:

“Vi tilbyder vores medarbejdere kurser efter eget valg, så de får mulighed for at vælge det, de gerne vil prøve. Det er jo forskelligt, hvad de interesserer sig for. Nogle vil måske gerne tage truckcertifikat, svejsecertifikat eller lastbilkort, mens andre gerne vil lære mere om reparation og vedligehold, som er fokus på det kursus, Nordic Food College kører netop nu. Det, at medarbejderne får lov at vælge efter interesse, styrker motivationen og fastholder dem i virksomheden, og samtidig får vi et endnu mere kompetent team, der kan levere kvalitet til vores kunder”, fortæller produktionschef Jens Erik Søndergaard fra HE-VA.

En investering, der gavner på flere niveauer

Forstander og uddannelseschef Jonas Lundgren Korsgaard fra Nordic Food College glæder sig over det stigende samarbejde med lokale virksomheder:

“Det er fantastisk at se, hvordan virksomheder som HE-VA tager ansvar for medarbejdernes faglige udvikling. Det viser, at efteruddannelse ikke bare handler om opkvalificering, men også om at skabe stærkere relationer mellem medarbejdere og arbejdsplads. Derfor er det også vigtigt, at vi udviser en høj grad af fleksibilitet i forhold til det, virksomhederne efterspørger. Investering i medarbejderne må aldrig blive en logistisk udfordring, og derfor lægger vi os også altid i selen for at sikre, at enderne kan nå sammen, så vi kan imødekomme de behov, virksomhederne har”, fastslår Jonas Lundgren Korsgaard.

Kursist Frederik Dissing er én af de mange medarbejdere fra HE-VA, der pt. er på kursus på Nordic Food College.

“Det er super, at man kan komme på et kursus i lokalområdet, så man ikke skal ud at køre langt for det. Og samtidig er Nordic Food College et rart sted at være på kursus. Jeg kan godt lide at komme ud at prøve noget andet, end det jeg normalt laver. Jeg er smed, så jeg bruger det meste af min arbejdstid på svejsearbejde, og jeg synes derfor, at det er sjovt, at jeg her får muligheden for at prøve noget helt andet. Og dét, jeg lærer her, kan jeg se, at jeg også personligt kan bruge til noget hjemme i privaten”, slutter Frederik Dissing.

Foto : EUC NORDVEST

Forfatter
Top