Helgas utrættelige væsen har udviklet gymnastikken i 54 år

54 år i Struer Gymnastikforening taler sit tydelige sprog. Helga Knudsen er en helt særlig ildsjæl, som har sat sit aftryk på det meste gymnastik i Struer og omegn. Kedelig børnegymnastik og for meget struktur tændte en gnist i en ung Helga for at udvikle idrætten. Næste år fylder hun 80 år.

Stoltheden og glæden har Helga Knudsen svært ved at skjule, når hun bladrer igennem sine utallige ringbind proppet med avisudklip, holdbilleder og andre gymnastikminder. Hun stopper konstant op og fortæller den ene livlige anekdote efter den anden.

Mere end fem årtier i gymnastikkens verden i Struer har sat sine stolte spor i 79-årige Helga Knudsen, der er engageret og initiativrig som få.

– De mange udviklingsmuligheder er årsagen til, jeg er blevet ved i så mange år. Jeg har været på rigtig mange kurser, som har formet mig som person, og jeg føler, jeg hele tiden bliver inspireret, siger Helga Knudsen.

Imponerende CV i foreningslivet
Hendes mange frivillige hverv og bedrifter er umulig at samle i et nogenlunde overskueligt overblik. Hun har blandt andet været instruktør for puslinge, teenagepiger, springpiger, motionsdamer og seniorer, medlem af Holstebroegnens gymnastikudvalg, formand for senior- og gymnastikudvalget i DGI Vestjylland, Struer Gymnastikforening og Toftumhallen, hjælpeinstruktør samt initiativtager til adskillige gymnastiktræninger, -koncepter og –arrangementer.

Helga er en passioneret ildsjæl i ordets reneste forstand.

– Jeg er ikke den type, der tager tingene spontant, men planlægger derimod ned til mindste detalje. Når man kan se, gymnasterne kan lide træningen, er det rigtig fedt, siger Helga Knudsen og fortsætter:

– Jeg trives rigtig godt med at undervise. Når man mærker, man har givet noget videre, er det helt perfekt, siger Helga Knudsen.

Lærerjob førte Helga til Struer
Det var tilfældigt, at Helga slog sig ned i Struer. Fødebyen hedder Farup, som ligger ved Ribe, hun var på højskole i Haslev på Sjælland, så intet pegede i retning af Struer.

Dét ændrede sig, da den daværende mand fik job på Humlum Skole – seks kilometer nord for Struer.

– Min mand fik et job på Humlum Skole, og kort efter blev jeg også tilbudt et job på skolen. Det takkede jeg ja til – og endte med at undervise i blandt andet håndgerning og idræt i 21 år, siger Helga Knudsen.

Ved siden af lærergerningen gav Helga den fuld gas med frivillige hverv i Struer Gymnastikforening. Første tjans opstod i 1965, hvor hun på opfordring fra formanden begyndte som instruktør for et motionsdamehold.

– Som ung var jeg meget nysgerrig på at se hvor langt, vi kunne nå. Jeg synes, det er sjovt at se, hvad man kan få ud af ens tanker, siger Helga Knudsen.

Blev provokeret af kedelig børnegymnastik
I Struer Gymnastikforening fik Helga lysten til at udvikle gymnastikken. Især børnegymnastikken trængte – ifølge Helga – til at blive fornyet.

– Jeg blev provokeret af børnegymnastikken, som var kedelig. Der var alt for meget struktur – alle børnene skulle stå på række. Jeg mener tværtimod, at børn skal tumle og ikke puttes i kasser, siger Helga Knudsen.

Derfor kastede Helga også sin energi i børnegymnastikken, hvor hun straks gik i gang med at ændre træningen.

– Jeg arbejdede meget med at lære børnene at stå på hænder. For hvordan skal du lave et flot kraftspring, hvis du ikke kan stå på hænder? Hvis man skal kunne et spring, skal man have nogle færdigheder først, siger Helga Knudsen.

79-årige Helgas vigtigste overbevisning er, at der konstant skal udvikles. Ellers kører hun og gymnasterne fast, og det bliver kedeligt at træne.

– Når først programmet er indarbejdet, bliver det som regel lidt kedeligt. Så vil jeg gerne udfordre mig selv og gymnasterne med nye tiltag. Når først man er tilfreds, er det på tide at lære nyt, siger Helga Knudsen.

Indremissionsk opvækst
Denne tilgang beskriver personen Helga Knudsen godt. Nysgerrig, initiativrig og ambitiøs. Hvis det stod til Helgas gamle klasselærer, var det dog KFUM&K og ikke DGI, som skulle have gavn af disse egenskaber.

– Jeg stammer fra et indremissionsk hjem. Min klasselærer klappede mig en dag på skulderen og sagde: ”Når du bliver leder i KFUM&K, så er det godt at kunne det her”. Det blev jeg aldrig, siger Helga Knudsen og uddyber:

– Jeg kunne slet ikke i de rammer. Jeg var alt for sprudlende til det miljø. Det var også derfor, jeg kom på højskole i Haslev. Jeg tror ikke, jeg ville indordne mig, siger Helga Knudsen.

Gymnastikildsjælen passede bedre til DGI og Struer Gymnastikforening, som siden har nydt godt af Helgas engagement i 54 år.

– Jeg kunne se, at DGI gav mig en frihed. Det gav mig en helt enorm livsglæde at komme ind i DGI. Jeg kunne slet ikke forstå de restriktive måder at opdrage børn på. Det er nok derfor, jeg synes, børn skal tumle rundt, siger Helga Knudsen.

Betydningsfulde hold og den største læring
Nogle af Helgas gymnastikhold har haft større betydning end andre. Særligt Struer Springpiger, De Svingende Seniorer og Aktiv Onsdag nævnes, når Helga fortæller om de mange gymnastikhold igennem tiderne.

– Struer Springpiger var et fantastisk hold med omkring 30 piger i alderen 12-20 år. Det blev populært at rejse rundt i verden at lave opvisninger, og det gjorde vi også, siger Helga Knudsen, der er stoppet med både Struer Springpiger og De Svingende Seniorer, men Aktiv Onsdag kører stadig.

De mange år i foreningslivet har formet Farup-pigen som person og givet rigtig mange læringer. Den største læring er hun ikke i tvivl om.

– Den største læring var, da jeg fik øjnene op for aerobic, som satte fokus på at få mere kondition ind i gymnastikken, siger Helga Knudsen.

Det evigt nysgerrige væsen og fremtidsplaner
Nysgerrigheden er tydelig hos Helga. Det beviste hun senest for tre år siden.

– Jeg har for tre år siden taget en yogauddannelse for at søge en ny udfordring. Jeg tror, det er vigtigt, at man bliver ved med at påvirke hjernen og søge nye udfordringer. Jeg har en naturlig nysgerrighed,” siger Helga Knudsen og fortsætter:

– Vi ved, at fysisk træning holder én i sving og selv folk med hjerneblødninger kan trænes op, siger Helga Knudsen.

I fremtiden vil Helga gerne drosle lidt ned, da alderen begynder at sætte spor.

– Når man bliver ældre, indsnævrer hjernemassen sig. Mit engagement skal derfor være i den rette mængde. Jeg vil dog gerne holde fast i Aktiv Onsdag og min tjans som gymnastikleder i Struer Gymnastikforening. Hvis jeg har timer til overs, vil jeg hjælpe Struer Energipark, siger Helga Knudsen.

Helga Knudsen, der er æresmedlem i Struer Gymnastikforening, står i øjeblikket i spidsen for et få-det-bedre-hold om mandagen, bowls og badminton om tirsdagen, Aktiv Onsdag om onsdagen, yoga om torsdagen og kurbad om fredagen.

Med andre ord er der vist ingen grund til at være nervøs over, at Helga gror fast til sofaen lige foreløbig.

Fakta om Helga Knudsen

  • Født i 1940 i Farup ved Ribe.
  • Gik på højskole i Haslev på Sjælland i 1958-59 og 1960-61.
  • Var gymnastikinstruktør i Bråby på Sjælland i 1960.
  • Efter opholdet på Sjælland holdte hun en pause fra gymnastikken og fik to børn med sin eksmand. Datteren Lone Lindhardt er i dag 57 år og sønnen Karsten Lindhardt er 55 år. Helga har to børnebørn.
  • I dag er Helga gift med Freddy Knudsen. De mødte hinanden i 1983, da hun var formand for gymnastik, og han var formand for badminton.
  • Har tidligere spillet håndbold.
  • Er æresmedlem i Struer Gymnastikforening og fik foreningens vandrepokal i 1980.
  • Har været med gymnastikhold til adskillige landsstævner og rejst i blandt andet Argentina, Canada, England, Finland, Italien, Norge, Skotland og Sverige.
  • Fik konstateret en blodprop i hjernen for to år siden, som heldigvis ikke var alvorlig.

Foto: DGI Vestjylland

Forfatter
Top