Anmeldelse af afgangsforestillingen Folkesagn. Anmeldelsen er skrevet af Louise Fihl Andersen – tidligere elev på Limfjordsteatrets akademi for scenekunst og en del af Ung Kult’s Unge Anmeldere
Når jeg hører ordet ”folkesagn”, er det første, jeg tænker på, en fortælling for folket.
Måske vigtigst af alt; en fortælling fra folket for folket. En fortidig, melodisk beretning, som oftest har en belærende slutning. I traditionen, i én lang udstrækning med gentagelser og udråbstegn. Hvis der er noget, Limfjordsteatrets forestilling, Folkesagn, ikke er, så er det traditionsrig, langstrakt og folkelig. Ja, hvis jeg skulle indkapsle den i et ord, ville det være ”uhyggelig”- i alle ordets betydninger.
Jeg ønsker ikke at varsle om Folkesagn, og heller ikke at berette om, hvad der sker med pigerne, mennesket og Hedvig. Men jeg vil gerne beskrive, hvilke tanker og stemninger, der rørte sig i mig under og efter denne forestilling.
Jeg var træt, da jeg gik ind, faktisk bange for at falde i søvn, når publikumslyset blev slukket. Men jeg vil vove at påstå, at dette er en forestilling, der er umulig at falde i søvn til.
Fra dørene åbnes, til jeg får mig sat, har jeg allerede mange spørgsmål omkring, hvad jeg er gået ind til. Fokus falder på den store køjeseng med de små, lysende hjerter og påhængte hjertesolbriller. En meget uskyldig ramme, som møder sin kontrast i den forvredne skikkelse, liggende på gulvet foran. I baggrunden; en skov af smalle træer og visne blade. Det ligner tre øer på samme scene. Det ligner noget, der vil gå galt.
I virkeligheden kan man beskrive folkesagnet som noget, der allerede er gået galt, og som de ni små elverpiger med prinsessenavne forsøger at forklare over for sig selv, hinanden og ikke mindst overfor publikum, i deres fragmenterede historie om en stor trold, der hærger byen og tager alle børnene. Trolden, der allerede har taget den lille Hedvig, som nu er forsvundet.
De små piger spilles af Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunsts elever årgang 20/22. På få minutter får de skabt en oplevelse af et intenst barnefællesskab, der bunder ud i et fælles traume, pakket ind i ihærdige forsøg på at forstå og bearbejde deres abstrakte følelser, som ikke har et hjerte at udtrykke sig i. I stedet har de hver et hemmeligt hul, som de for alt i verden skal skjule for menneskene, når de begiver sig i Fakta i jagten på mad. Sultne børn; villige til at gøre alt for at få noget at spise.
Desperate børn, der øver sig i at gøre sig til foran mennesker, for at få mad, og som samtidig lægger sig til at sove op ad hinanden hver eneste aften i deres køjeseng, for så at starte forfra. Som agerer mødre for hinanden i et genkendeligt, adopteret omsorgssprog, de ikke selv kender til. Dansende, grinende, provokerende, grædende og i bund og grund brændende naive.
De dansende elverpiger trækker sig tilbage, og det bliver mørkt på scenen. Skikkelsen fra første scene træder frem. Skuespiller, Andrea Mark Jepsen, synger sig frem på scenen som et smukt genfærd, smurt ind i jord og laset stof. Hun er som et varsel, der ikke bliver hørt; en stærk kontrast til de pastelfarvede skjorter og det pæne hår, der præger pigerne, som en del af deres forsøg på at fange menneskers opmærksomhed.
Folkesagn kommer med en advarsel: ”Tag jer i agt for trolden”. Det lyder som en gammel remse, hvor den i realiteten bærer en meget større betydning om stykkets tematikker. Dette er en fortælling om magt, men magten forklædt som en uforanderlig skæbne.
Det er en sandhed, der langsomt tegnes op, som det forgrenede hjerte, man ser på plakaten. Jeg forsøgte længe selv at styre blyanten i et forsøg på at skabe sammenhæng og kronologi i pigernes beretning og de fragmentariske scener. Men jeg knækkede blyanten, da fortællingen kom ud over scenekanten, og ramte min krop, som et overgreb.
Det er det, teater kan, og denne fortælling er et eksempel på, hvordan karakterernes fortælling, bliver publikums oplevelse, når uskylden langsomt falder fra hinanden, og hele salen bliver en stor skygge.
Unge Anmeldere – Hvad går det ud på?
Ung Kult tror på, at det er vigtigt med kulturelle oplevelser for, med og af unge. Derfor har man i Ung Kult sat sig for, at få unge i lokalmiljøet til at anmelde forskellige projekter, events og performances – både fysisk og online.
De unge anmeldere rater hvert event med mellem 1 og 6 Ung Kult-skjolde.
LÆS OGSÅ:
Foto: Jamal Mekdad
