HF-kurser med base i Cold Hawaii forventes at fortsætte

Den nye uddannelsesreform, hvor der lægges kraftigt op til en anderledes rolle for Thy-Mors HF & VUC, som vi kender den i dag, har sat gang i snakken i Thy. Her ligger nemlig Thy-Mors HF & VUC’s specialiserede HF-linjer; HF-Cold Hawaii, HF-Imagine, HF-Outdoor og HF-Human kombinerer praktisk og teoretisk undervisning og tiltrækker elever fra hele landet.

Rektor Erik Dose Hvid arbejder med flere scenarier for at sikre bla. de specialiserede HF-linjer.

“Jeg tænker, at det er oplagt, at der sker en videreførelse af de særlige hf-linjer i en epx-ramme. Thy-Mors HF & VUC kan tilbyde en EPX, der har sin egen identitet med fokus på klima, bæredygtighed, naturforståelse, velfærd og iværksætteri og håndværk i samarbejde med virksomheder, andre uddannelsesinstitutioner og kulturbærere i Thy. Herved sikrer vi en fortsat tilgang af unge til Thy efter 2030”, siger han, og peger på endnu en løsning:

“At med reformens indførelse videreføres HF-Cold Hawaii, HF-Imagine, HF-Outdoor i regi af gymnasiale enkeltfag”.

Hvor det præcist ender, ved man endnu ikke.

“Af aftalen fremgår det,  at alle institutioner med reformen vil have mulighed for at blive godkendt til at udbyde alle ungdoms- og voksenuddannelser inden for de kriterier, der følger af lovgivningen om de pågældende uddannelser. Vi mangler stadigvæk information vedr. udbudskriterier og institutionslandskab”, påpeger Erik Dose Hvid.

Unikt miljø for voksenuddannelser  
Han påpeger samtidigt, at Thy-Mors HF & VUC, som det er i dag, også fremadrettet kunne være den uddannelsesinstitution i Thy og på Mors, der får udbudsretten til: almen voksenuddannelse (avu), forberedende voksenundervisning (fvu) og ordblindeundervisning for voksne (obu) og gymnasiale enkeltfag. I aftalen er der mulighed for, at fagligt og økonomisk bæredygtige VUC-institutioner fortsat vil kunne udbyde voksenuddannelser og gymnasiale enkeltfag. 

“Thy-Mors HF & VUC er i dag et fagligt og økonomisk bæredygtigt VUC med et velfungerende organisatorisk setup for disse uddannelser. Herved sikres et unikt voksenpædagogisk miljø, så alle de unge i Thy og på Mors, der ikke går den direkte vej fra folkeskolen, dem der skifter spor, og alle de voksne, som har behov for at blive opkvalificeret ift. basale kompetencer, får et kvalitetstilbud, ligesom det er tilfældet på ungdomsuddannelsesområdet i Thy og på Mors. Thy-Mors HF & VUC varetager i dag som eneste aktør voksenuddannelser (hf-enkeltfag og avu) og efteruddannelsesopgaver (obu/fvu) i forhold til lokale virksomheder”, påpeger Erik Dose Hvid.

FAKTA om Thy-Mors HF & VUC’s specialiserede HF-linjer:

  • Thy-Mors HF & VUC’s specialiserede HF-linjer; HF-Cold Hawaii, HF-Imagine og HF-Outdoor, HF-Human kombinerer praktisk og teoretisk undervisning og tiltrækker elever fra hele landet.
  • Thy-Mors HF & VUC har knækket koden med faldende ungdomsårgange i et udkantsområde.
  • Thy-Mors HF & VUC optager årligt 70 nye elever fra hele Danmark. Dette optag forventes at stige frem mod 2030.
  • Thy-Mors HF & VUC har pt. 120 unge boende på kollegierne i Svankjær og Klitmøller. Denne bosætning vil stige frem mod 2030.
  • Eleverne dimitterer med det højeste karaktergennemsnit i landet.
  • Hf-linjerne bidrager til regional udvikling og skaber værdi i Thy. Mange elever bliver boende i Thy efter endt hf-eksamen

Foto : Thy-Mors HF & VUC

Forfatter
Top