Fra idag vil borgere i Thisted Kommune igen kunne modtage den hjælp i deres eget hjem, som de var vant til at få inden corona-epidemiens udbrud. Det skyldes, at nødberedskabet ophører for sundheds- og ældreområdet, hvilket ellers begrænsede mulighederne for at give hjælp.
Borgere kan derfor med andre ord igen se frem til at modtage hjælp og støtte i deres eget hjem på normale vilkår.
– Det glæder mig, at vi langsomt kan vende tilbage til de tilstande, vi havde før corona gjorde sit indtog. Både i forhold til service og til medarbejdere. Det er klart, at vi stadig skal være opmærksomme og overholde en række retningslinjer for fortsat ikke at sprede smitte, men overordnet set er vi et stort skridt tættere på de normale tilstande, vi kender, siger sundheds- og ældrechef Anne Fink.
Tue von Påhlman, der siden 23. marts har været formand for sundhedsberedskabet i Thisted Kommune, er ligeledes meget tilfreds med, at nødberedskabet nu kan ophæves:
– Da vi gik i nødberedskab d. 23. marts, var det ud fra en akut situation med øget fravær blandt vores personale. Her valgte vi at sikre os, ved blandt andet at sende medarbejdere med mistanke om corona hjem, og holde os til enkelte arbejdssteder fremfor at krydse med hinanden på tværs af afdelinger. Alt dette har vist sig at have været den rigtige strategi, for i dag er der ingen smittede på centrene og blandt hjemmeplejens medarbejdere har der kun været meget få tilfælde.
Tue von Påhlman understreger, at borgerne også kan modtage besøg derhjemme af deres pårørende, ligesom der netop er blevet åbnet op for udendørsbesøg på de kommunale plejecentre.
Senest den 20. maj vil alle borgere igen kunne modtage den hjælp i eget hjem, som de er berettigede til at kunne modtage.
LÆS OGSÅ: