Høj musik, råb og tudehorn: Så meget støjer de unge i Nykøbing

Lad det være sagt med det samme: Man skal ikke skære alle over én kam.

Ikke desto mindre bliver der spillet høj musik, råbt og blæst i tudehorn af unge mennesker i parkeringsanlægget ved Fakta i Nykøbing. Også selvom flere af de unge på Facebook understreger, at det ikke står så slemt til.

Forleden kontaktede en nabo redaktionen i håb om, at få sat fokus på den megen støj fra de unge og deres biler. En af de unge valgte som følge heraf, at stå frem på facebook, og skrev bl.a. følgende i kommentartråden:

– Nu skal det siges jeg os er en af dem der kommer i pkældren og syndes godt nok de overdriver alt for meget vi er en flok unge som er meget bil glade og gerne vil vise hinandens biler til hinanden og det skal lige siges vi er gode til og ryde op efter os inden vi køre fra pkældren og det er yderst sjældent at vi høre højt musik da vi næsten altid holder ved siden af hinanden med vinduerne rullet ned og snakker sammen vi hygger os jo bare.

En video fra parkeringsanlægget optaget en hverdagsaften i sidste uge viser dog, at det langt fra hver gang er sådan det foregår. Blandt andet hører man i nedenstående video, som redaktionen har valgt at sløre, hvordan flere unge råber til hinanden, og samtidig benytter sig af et tudehorn mens der bliver råbt “Der er folk der sover” og “Godmorgen”.

Håber på nattero
Som naboen der klager sin nød fortæller, så er hun ikke ude på at forfølge de unge mennesker. Hun ønsker blot sin nattero.

Hun har flere gange været i kontakt med den boligforening hun bor i. Men da parkerings anlægget ikke er bolig-foreningens ejendom er det svært for dem at gribe ind. Naboen har også været i kontakt med Politiet, som bl.a. opfordrer hende til at påtale larmen for de unge. Det har hun dog ikke meget lyst til:

– Uden at være fordomsfuld, så formoder jeg ikke at de er åbne for dialog. De aner ikke hvordan man opfører sig. De keder sig vel mest af alt og er i mine øjne nok ikke blevet opdraget ordentligt, siger hun og fortsætter:

– Jeg er ikke tryg ved at irettesætte dem eller bede dem om at forlade stedet så jeg kan sove. Jeg kunne ikke drømme om at at gå derover og snakke med dem. Tror egentlig bare de ville grine ad mig og råbe ad mig, siger hun og håber at der snart falder ro på sagerne.

Salg af stoffer
Ud over larm er naboen også overbevist om, at der foregår et åbenlyst salg af euroforiserende stoffer på stedet:

– Jeg har set en narkohandel helt åbenlyst en eftermiddag, lige uden for mit stuevindue, fortæller hun.

Videoen herunder dokumenterer hvor højt musikvolumen er skruet op i de unges biler når de mødes i parkeringsanlægget. Dertil skal lægges flere råb til hinanden.

LÆS OGSÅ:

Unge efter kritik: -Hvor må vi egentlig være?

 

Forfatter

Related posts

Top