Landets øverste retsinstans, Højesteret, tager idag hul på næste kapitel i en gigantisk sag om delinger af krænkende videoer.
I sagskomplekset med navnet Umbrella er flere end 1.000 personer enten dømt, sigtet eller mistænkt for at have delt videoer med en dengang 15-årig pige og flere 15-årige drenge. I den omfattende sag er i alt 8 personer ligeligt fordelt mellem Thisted, Struer, Lemvig og Skive også tiltalt.
Fredag behandler Højesteret sagen mod en 20-årig mand. Han er i både by- og landsretten blevet dømt, men manden har fået anketilladelse af Procesbevillingsnævnet, fordi sagen har en principiel karakter. Helt konkret skal landets højeste dommere tage stilling til, om dommen på 40 dages betinget fængsel for deling af videoerne skal stå ved magt.
Afgørelsen, der ikke ventes fredag, skal bruges som pejlemærke i sagerne mod de næste 1000 andre personer. Det fortæller Ingrid Hartelius Dall, der er juridisk seniorrådgiver ved Børns Vilkår.
– Når Højesteret har truffet afgørelse, betyder det, at der bliver lagt en linje, så de mange andre sager kan blive ekspederet. Sagerne er blevet sat i bero, fordi der var lidt usikkerhed om, hvor det juridiske snit skulle ligge, siger hun.
Anklagemyndigheden har rejst ni såkaldte prøvesager. Sagen i Højesteret er den første af de ni, som skal behandles i den højeste retsinstans.
Videoer delt mere end 5.000 gange
Videoerne stammer fra 2015 og er siden blevet delt flere end 5000 gange i beskeder på Facebook.
Ifølge Børns Vilkår kan det have voldsomme konsekvenser for ofrene, når der mod ens vilje florerer krænkende videoer på nettet.
– At få delt en video er det samme som at være udsat for et overgreb. Det har langvarige konsekvenser for de unge, der er på de forkerte sider af de her sager.
– De lider af psykiske traumer, og nogle af dem har ptsd (posttraumatisk stress, red.), og det kan forfølge dem resten af livet, siger Ingrid Hartelius Dall.
/ritzau/
LÆS OGSÅ: