HØRING : Klitmøller børn på vej til Sjørring Skole

Otte ugers høring. Det blev resultatet tirsdag aftens kommunalbestyrelsesmøde i Thisted, hvor man skulle drøfte ønsket fra forældrene i Klitmøller om, at Klitmøller i fremtiden kommer til at høre under Sjørring Skoledistrikt og ikke Hanstholm.

Formand for Børne- & Famileudvalget, Peter Larsen (V), åbnede ballet med at konstatere, at der her var tale om en borgerhenvendelse, borgerdrevet demokrati, som udvalget efter drøftelser, har valgt at indstille til at sende i høring.

– Hanstholm Skole har haft chancen for at lave et stærkt samarbejde med Klitmøller, men det er ikke rigtigt lykkedes. Det, at mange allerede tager til Sjørring, giver transportmæssige udfordringer. Men jeg er personligt positivt indstillet overfor at være med til at vedtage det. Forvaltningen skal dog regne på, hvad transporten kommer til at koste, sagde Peter Larsen.

Ib Poulsen (DF) var helt på linje med Venstre, men kunne dog godt ønske sig, at man gik hele skolestrukturen igennem.

– Billedet er det samme sok i 2018, hvor søgningen også var imod Sjørring. Den gang var der ikke flertal. Det håber jeg, der er nu. Men når man snakker skoledistrikter, bør man også kigge på det samlede billede. Skulle Vestervig f.eks. ind under Bedsted i stedet for Hurup. Vi bør se det hele i det store perspektiv, det vil være mere ordentligt, sagde Ib Poulsen.

Peter Larsen afviste at tage hele skolestrukturen op til fornyet debat, men åbnede for, at kommer der henvendelser fra borgerne a la den fra Klitmøller, vil udvalget kigge på det.

Morten Bo Bertelsen (SF) var mere end lunken ved udsigten til at ændre skoledistriktet.

– Det er fint nok med en høring. I 2018 havde vi også diskussionen. En del af aftalen var, da man skulle lave Klitmøller Friskole, at man skulle bakke op den skolestruktur, der var, i stedet for at undergrave Hanstholm skole, påpegede han og efterlyste også de økonomiske konsekvenser af forslaget.

Ida Pedersen (A), der er valgt i Hanstholm, påpegede at flere klasser i Sjørring, ville medføre en merudgift for kommunen.

-Jeg synes derfor, at vi er nødt til at få flere informationer om udgifter, sagde hun.

Hun påpegede samtidigt, at julen står for døren, og at denne ville kræve en lang høringsfase. Den ide greb Peter Larsen (V), og foreslog en otte ugers høringsperiode.

Det vedtog kommunalbestyrelsen, hvor der dog tegner sig et positivt flertal FOR, at Klitmøller skifter skoledistrikt fra Hanstholm til Sjørring.

Forfatter
Top