Hollandske bomtrawlere skal nu følge samme regler som danske

Efter en vedvarende indsats fra fødevareminister Mogens Jensen skal hollandske fiskere fremover følge de samme regler som danskere, når de fisker i Nordsøen og Skagerrak.

Akkurat som danske fiskere skal de hollandske bomtrawlere nemlig fra 1. april registrere hvert træk i logbogen og melde deres samlede fangster, hver gang de sejler fra et farvand til et andet.

Fiskeriet efter sild, torsk og andre fisk kommer med andre ord til at foregå på lige vilkår. Det sker efter en lovændring i hollandsk lov, som er blevet til i samarbejde mellem den danske fødevareminister og den hollandske  ministerkollega.

– Vi skal passe på vores fisk og vores fiskere. Det her har været et problem igennem flere år, så jeg er rigtig glad for, at min hollandske ministerkollega har lyttet, og at vi nu har sikret, at fiskeriet fremover kommer til at fungere på lige vilkår, siger Mogens Jensen.

Fangstregistrering i logbogen efter hver gang, nettet har været ude, giver bedre muligheder for at kontrollere overtrædelser ved kontrol til søs, fordi man ikke kan undskylde uregistrerede fangster med, at man ville registrere dem senere.

Ændringerne er vedtaget i hollandsk lov og gælder fra 1. april 2020.

Arkivfoto

Forfatter

Related posts

Top