6400 kroner.
Så meget koster det hver eneste dag Michael Thinggard, der ejer Hotel Thinggaard i Hurup, at holde hotellet med 23 ansatte oven vande i denne tid, hvor coronarestriktionerne pålægger ham at holde lukket.
Men i et opslag på facebook forsøger han nu at råbe politikerne op. Håbet er, at de vil kigge på lønkompensationsordningen igen. Han mener nemlig, at han betaler en for stor del af regningen i forhold til at udvise samfundssind. Som hjælpepakkerne er lige nu, kan man få dækket 75 procent af sine udgifter til løn.
– For mig gør det, at jeg skal hæve 6400 for, at der er et arbejde at komme tilbage til for mine medarbejdere. Det er uretfærdigt, synes jeg faktisk, siger hotelejeren til TV Midtvest.
Han bakkes op af HORESTA, der er brancheorganisation for bl.a. hotel-branchen:
– Virksomhederne skal stadig dække ret store dele af medarbejdernes lønninger, og det har man altså svært ved, når man lige nu er tvangslukket og har restriktioner. Skal vi holde hånden under arbejdspladserne og bevare virksomhederne, så de kommer ud på den anden side af corona, så er der altså behov for, at man får kigget på hjælpepakkerne, siger Kristian Nørgaard, der er politisk chefkonsulent i HORESTA.
Men det kommer altså ikke til at ske lige nu. Det slår Ane Halsboe-Jørgensen (S), der er fungerende beskæftigelsesminister, fast.
– Der er tale om en trepartsaftale, så derfor er det ikke en politisk besluttet aftale, men noget, vi har gjort i fællesskab ud fra de fælles balancer, vi er nødt til at have øje for i en tid som den her. Den dialog fortsætter vi med at have, siger hun.
Michael Thinggaard beskæftiger lige nu 23 ansatte og vil så længe han kan, fortsætte med at hæve de 6400 kroner om dagen – men pengene vokser ikke på træerne:
– Jeg er jo nødt til at tage en snak med min bank om, hvor lang tid de kan holde hånden under os, siger han.