Hoxer ude i yderligere 8 uger efter operation

En af de største profiler Mors-Thy Håndbold råder over er Mads Hoxer Hangaard.

Desværre for både ham selv og klubben har han endnu ikke været i aktion i denne sæson på grund af en skade i det ene knæ. Men nu begynder det så småt at lysne.

I hvert fald meddeler klubben på sin hjemmeside, at Mads Hoxer Hangaard, der fra næste sæson skifter til de forsvarende mestre Aalborg Håndbold, har fået foretaget en meniskoperation. Han forventes at være ude i endnu 8 uger.

Dermed misser – hvis alt går vel – op til 10 kampe endnu.

3 gange GOG
Imorgen eftermiddag skal Mors-Thy Håndbold forsøge at spille sig til sæsonen første point på hjemmebane mod oprykkerne og lokalrivalerne fra Skive fH.

Senere på måneden venter den første European League-kamp mod GOG. Den første kamp spilles i Gudme den 21. september. Der er returopgør på Mors ugen efter. I mellem de to europæiske kampe møder de to hold også hinanden i den hjemlige liga. GOG og Mors-Thy tørner altså sammen tre gange inden for en uge.

Starten af oktober byder også på en gentagelseskamp, idet Mors-Thy to gange ramler ind i Fredericia HK. Først i pokalturneringen den 5. oktober og og igen den 9. oktober i ligaen.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top