Borgerne i Thy og omegn kan de næste to år se frem til at opleve et kreativt samlingspunkt, når kunstneren Angelina Owino fylder Stuen til Højre med workshops, arrangementer og fællesskabsaktiviteter for en bred målgruppe. Hele projektet er et samarbejde mellem Thisted Kommune og byudviklingsforeningen Byklyngen Hurup Thy og er støttet af Statens Kunstfond. Region Nordjylland og Thisted Kommune har støttet enkelte forløb.
Stuen til Højre, som deler lokaler med Kunsthal Jens på Hurup Thys gågade, vil fungere som et kreativt centrum, hvor borgerne kan deltage i kreative udfoldelser og aktiviteter. Mens Kunsthal Jens primært fokuserer på udstillinger, vil Stuen til Højre tilbyde en bred vifte af kreative workshops, kulturelle arrangementer og events, der skaber rum for samvær og fordybelse. Projektet henvender sig til alle, men vil have et særligt fokus på børn og unge i deres fritid – og i projektets andet år på forløb for sårbare børn og unge.
Mange aktiviteter vil blive ledet af Angelina Owino, men lokalbefolkningen inviteres også til at bidrage med egne aktiviteter, som for eksempel et tegneværksted. Den første borgerdrevne aktivitet bliver ‘Historier fra hjemstavnen’, hvor lokale deler kulturhistoriske fortællinger den første onsdag i måneden.
Superhelt, voksenfritter og næstekærlighed julekort’Superhelt’ er det første offentlige forløb og er allerede fuldbooket. Hvordan er man en god ven og hvilke superkræfter kan et barn have? Gennem farver, leg og fantasi undersøges dette. Børnene skal male, hoppe, danse og meget mere. Formålet er, at udtrykke sig kreativ med fokus på at styrke børnenes selvværd ved at sætte fokus på deres superhelte kræfter. Det foregår selvfølgelig i superhelte kapper.
I december sætter Stuen til Højre fokus på bæredygtighed og næstekærlighed gennem en række juleworkshops. Her kan man lave julepynt af omsmeltet plast fra fiskekasser fundet ved strandrensninger i Thy, eller skabe og skrive næstekærligheds julekort til fremmede, som lokale julepostbude deler ud.
Voksenfritter er præcis, hvad det lyder som – et fritidshjem for voksne! Dette forløb er skabt til dem, der trænger til et frirum fra hverdagens forventninger, hvor de kan komme og deltage i sjove, kreative aktiviteter uden nogen krav eller forpligtelser. Her handler det ikke om at være perfekt eller præstere – det handler om at have det sjovt og være til stede i øjeblikket.
Forløbet begynder 23. januar og spænder over ni torsdag aftener, hvor deltagerne kan opleve alt fra musik til kreativ leg og kortfilm. En af gangene skal der leges med instrumenter, præcis som man gjorde i folkeskolens musiklokale. Det handler om at give den gas og genopleve følelsen af at lege med lyd og rytme, uden at nogen vurderer, hvordan det lyder.
Lokal Ballademager
Angelina Owino er kunstneren i det toårige projekt i Stuen til Højre. Hun er også leder og kurator for Kunsthal Jens og har i mange år bidraget til det lokale kulturliv med en række events og kunstneriske initiativer. Angelina beskriver sig selv som en ”lokal ballademager,” der brænder for at skabe kreative rum, hvor kunst, leg, nærvær og fællesskab går hånd i hånd.
Hun er uddannet fotojournalist og har i flere år været tilknyttet højskoler som underviser i fotografi. Hendes egen kunstneriske virke spænder bredt og omfatter både fotografi, film og installationer. Det, der kendetegner Angelinas arbejde, er en særlig skæv og kreativ tilgang, som også vil præge Stuen til Højre.
”Jeg glæder mig til at komme i gang med at lave forløb i Stuen til højre. Kreativitet handler ikke kun om at være god til at tegne – det er jeg heller ikke. Det er en vej til at lege og opdage noget, der ligger dybere i os gennem fantasien. For mig er fantasi en superkraft og det er bl.a. det, som vi skal udforske i forløbet Superhelt” siger Angelina Owino.
Fakta
Stuen til Højre har åbent torsdage fra kl. 13-16 og lørdage fra kl. 10-14. Sidste åbningsdag i 2024 er den 14. december. Derudover er der åbent Black Friday den 29. november og 1. december kl. 14-18.
Kilde og fotos : Byklyngen Hurup