På landsplan er huspriserne steget med 1,2 procent det seneste år, og mere end halvdelen af landets kommuner oplever stigende huspriser trods coronakrise.
Det viser de nye maj-tal fra Boligsidens Markedsindeks, der er udregnet som et tre måneders glidende gennemsnit for marts, april og maj – altså de tre måneder, hvor corona har sat dagsordenen i Danmark.
– Vi har nu de data, der skal til for at sige, at der har været en positiv prisudvikling på huse, mens corona har været her. Det er en prisudvikling, der blandt andet er båret frem af den høje handelsaktivitet, som vi har set i de seneste uger. Og det viser, at det foreløbig ikke er gået så galt med priserne, som vi kunne have frygtet kort efter nedlukningen af Danmark, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Topscoreren blandt kommunerne med stigende huspriser er Frederikshavn, hvor køberne i maj i år betalte 38% mere pr. kvadratmeter end for et år siden. Derefterfølger Struer Kommune hvor huspriserne er steget med 22%.
Også Lemvig Kommune er blandt de steder i landet hvor huspriserne er steget mest. I løbet af det seneste år er kvadratmeterprisen steget med 10%.
Også i Morsø og Thisted Kommuner er priserne steget. Hhv. med 3% og 7%
Gennemsnitlig kvadratermeterpris, maj 2019/2020:
- Thisted Kommune: 7.313/7.853
- Morsø Kommune: 4.986/5.134
- Struer Kommune: 6.998/8.530
- Lemvig Kommune: 4.995/5.470
Foto: Boligsiden