Drømmer du og dine venner om jeres eget whiskyfad? Så er det lige blevet meget nemmere hos Thy Whisky.
Fra på lørdag kan man nemlig adoptere et whiskyfad som allerede har et, to eller tre år på bagen. Thy Whisky har i første omgang håndplukket 15 forskellige fade med de gyldne dråber. De starter ved 40 liter og de er vidt forskellige.
“Vi har taget en fadprøve af alle fadene. Dem kan du smage, når du besøger os her på destilleriet eller møder til et event – første gang selvfølgelig på lørdag til whiskymessen i Kolding”, fortæller Andreas Poulsen i et nyhedsbrev, og fortsætter:
“I det hele taget vender vi mulighederne for at købe et helt whiskyfad lidt på hovedet fremover. Blandt andet at man kun betaler for fadet og whiskyen til at starte med. Resten (flasker, afgift osv.) betales først, når I beslutter, at whiskyen skal på flaske. Det gør det enklere at komme i gang, og sikrer at man aldrig betaler for meget”.
Priserne starter ved 20.000 kroner og du kan se, hvilke fade, der er at vælge imellem her.
Foto : Thy Whisky