Hver anden kommune har skoddet smøgerne i arbejdstiden

I halvdelen af landets kommuner er arbejdstiden røgfri, og tallet stiger hastigt.

Fra 1. august må kommunalt ansatte i 50 af landets kommuner vente til fyraften med at tænde en cigaret eller stoppe en pibe. Alene i 2020 har 18 kommuner gjort arbejdstiden røgfri og fire mere er på vej.

– Det er positivt, at så mange kommuner nu har røgfri arbejdstid. Det giver et sundere arbejdsmiljø, færre sygedage, forebygger at unge begynder at ryge og hjælper dem, der gerne vil stoppe eller skære ned på deres forbrug, siger Niels Them Kjær, chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Men der er store regionale forskelle, viser en opgørelse fra Kræftens Bekæmpelse. Region Nordjylland ligger langt nede i feltet – kun én ud af tre kommuner er røgfri. Til sammenligning er tallet to ud af tre kommuner i Region Midt.

I Morsø Kommune er der for eksempel ikke indført røgfri arbejdstid. I Thisted Kommune er der indført røgfri arbejdstid på et enkelt plejehjem.

Struer Kommune indførte røgfri arbejdstid i 2014 og Lemvig Kommune gjorde det samme i 2017.

Andel kommuner med røgfri arbejdstid per region

  • Region Nord: 36 pct. (4 ud af 11 kommuner)
  • Region Midt: 63 pct. (12 ud af 19 kommuner)
  • Region Syd: 73 pct. (16 ud af 22 kommuner)
  • Region Sjælland: 24 pct. (4 ud af 17 kommuner)
  • Region Hovedstaden: 48 pct. (14 ud af 29 kommuner)

I denne opgørelse indgår kommuner, der har røgfri arbejdstid for alle kommunale medarbejdere med eller uden undtagelser (i nogle kommuner må man ryge i selvbetalte pauser eller ved flekstid).

Se kort over kommuner med røgfri arbejdstid HER.

Forfatter
Tags

Related posts

Top